Gågaden i Rønne er næsten, som jeg husker den før nedlukningen 17. december. Juledekorationer er naturligvis væk, her er færre mennesker og restauranter og caféer, men ellers synes enden på den 10 uger lange nedlukningen at foregå i yderste beskedenhed.
Byen minder mig om mig selv, efter jeg som 29-årig fik et smertefuldt lændehold, der holdt mig i sengen i en måned. Da jeg var på fode igen, var synet på mig selv forandret. Jeg havde indset min egen skrøbelighed. Forandringen gik dog mine omgivelser upåagtet hen. Ingen kunne se på mig, at jeg havde været syg. Jeg lignede bare mig selv.
Denne årets første forårsdag har stadig ikke rystet vinterkulden af sig. Det får nogle af de handlende til at skutte sig lidt for kulden og lyne helt op i jakken, når de kommer ud af butikkerne. Nogle slæbende på poser fuld af nyindkøbte varer. Jeg går op af ad Store Torvgade og op mod Store Torv, mens jeg kigger ind ad vinduerne. Horden af shopping-hungrende handlende er udeblevet, men butikkerne summer alligevel af liv. Folk kigger på tøj, sko, vejer for og i mod og folk står i kø. I kø til at snakke med en medarbejder og i kø til kassen.
Kulde og køer. Hvorfor gider de det? Og så skal de ovenikøbet selv bringe deres indkøb hjem. Det giver ingen mening. Har de sidste par måneder da netop ikke vist, at alt kan klares fra computeren derhjemme eller fra en mobil på farten. Et behov eller et problem opstår, vi googler og finder en løsning og søger igen på Google efter anmeldelser af de bedste produkter. Herefter er det ind på en prisportal og finde den billigste webbutik, et klik, to, klik, tre klip og vupti: Varen er bestilt med levering lige til døren. Hvad skal vi dog med fysiske butikker?