Bornholms natur hittede stort i 2020

Bornholms natur hittede stort i 2020
Svartingedalen er en af de bornholmske naturperler, som har fået flere besøgende. Foto: Berit Hvassum
| 5. JAN 2021 • 06:57
Af:
holger-larsen

5. JAN 2021 • 06:57
NATUR

Bornholms natur var et stort hit i 2020. Tal fra den bornholmske hjemmeside 367ture.dk fortæller om den store interesse.

– Dronningen sagde det, og øens borgmester sagde det; at danskerne i 2020 i høj grad er søgt ud i naturen for at finde oplevelser, fred og ro – på afstand af corona. Som ansvarlig for hjemmesiden www.367ture.dk har jeg opgjort i hvor høj grad, øens besøgende og fastboende i 2020 har søgt oplysninger på www.367ture.dk til sådanne oplevelser i den bornholmske natur i forhold til 2019, fortæller Finn Hansen i en mail til Bornholms Tidende.

Der har ifølge Google Analytics været 86.598 besøgende på siden i 2020 – mod 54.563 i 2019. Det svarer til en fremgang på næsten 59 procent. Mange af de besøgende har været på siden flere gange, og der er i alt kigget på næsten 300.000 opslag på hjemmesiden.

Kurven for antallet af besøg hen over året viser, at interessen for hjemmesiden frem til april 2020 var på niveau med de samme måneder i 2019. Men så skete der noget, i kølvandet på coronaens indtog i Danmark. Hen over sommeren og frem til efteråret har der været markant flere inde at kigge på de mange turforslag.

– Det synes som, at hjemmesiden har været en god følgesvend for øens mange besøgende, der har søgt ud i den bornholmske natur for at opleve "hver for sig og på afstand", skriver Finn Hansen.

Biolog Finn Hansen, der bor i Nylars, var i 11 år naturfaglig medarbejder ved Natur Bornholm. Han har udgivet bogen med forslag til 367 ture i Bornholms natur. Turbeskrivelserne bliver opdateret og udvidet med nye informationer på hjemmesiden.