Bestyrelsesformand: Lukningen af trykkeri skal sikre den fremtidige drift

Bestyrelsesformand: Lukningen af  trykkeri skal sikre den fremtidige drift
Formand for bestyrelsen i Bornholms Tidende Peter Brandt Koefoed. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 25. NOV 2020 • 17:04
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
25. NOV 2020 • 17:04
ERHVERV

Tirsdag den 5. januar 2021 bliver sidste gang, Bornholms Tidende bliver trykt på avisens trykkeri på Lillevangsvej i Rønne.

Onsdagen derpå vil den blive trykt hos Trykkompagniet i Slagelse på Sjælland. Det er et trykkeri, som hører under Berlingske Medier.

 
Det er en vigtig pointe,
at vi er et mediehus,
og at vi har flere produkter
på hylderne end vores papiravis.

 

Det fortæller avisens direktør, Kim Eland, som denne onsdag, den 25. november, sammen med bestyrelsesformand Peter Brandt Koefoed orienterer mediehusets medarbejdere om de nye tider.

Hvad er baggrunden for dispositionen?

– Den er den økonomiske situation, siger Kim Eland.

– Vi havde underskud i 2019 og i 2020, og vi ser i den nuværende coronasituation ud til også at få underskud næste år. Derfor har vi taget beslutningen om at lukke trykkeriet, for den faste omkostning ved at trykke den daglige avis selv er blevet for stor.

Peter Brandt Koefoed, når det er tilfældet, lyder det umiddelbart, som om det er indlysende, at så må trykkeriet lukke? Var der noget, der talte for ikke at gøre det?

– Der var ikke ret meget, der gjorde det. Der er tale om et tiltag, som skal sikre den fremtidige drift af Bornholms Tidende. Og for mig og for bestyrelsen i øvrigt er det – og det er lidt barskt at sige – en naturlig ting, forstået på den måde, at der er tale om en naturlig tilpasning af virksomheden til den virkelighed, vi lever i. Og vi kan jo konstatere, at vi kan få avisen trykt i Slagelse til en lavere pris.

Hvornår holdt trykkeriet på Lillevangsvej op med at være et aktiv for Bornholms Tidende?

– Det er noget, der er kommet snigende, siger Peter Brandt Koefoed.

– Forstået på den måde, at vi må konstatere, at vi har et faldende oplag og dermed et dalende antal aviser, der skal trykkes.

Kim Eland:

– Og det betyder, at den faste omkostning pr. styk bliver for høj. Når vi får trykt vores produkter i Slagelse, får vi en variabel omkostning, fordi vi betaler stykvis.

Små avancer

Peter Brandt Koefoed:

– Men selvfølgelig har det været en stor overvejelse, for vi købte rotationen i 2003, og allerede dengang havde vi i princippet de samme overvejelser som nu: Skulle vi købe en ny rotation, eller skulle vi få produkterne trykt hos andre? Det var en investering på alt i alt 30 millioner kroner, så det var en kæmpe beslutning, vi tog dengang for 17 år siden. Men dengang var teknologien ikke så udviklet, at vi turde tro på, at vi kunne være sikre på at levere aviserne til vores kunder til tiden, hvis vi ikke selv trykte dem.

Så I turde ikke flytte trykningen til Sjælland?

– Nej, ikke dengang. Og man kan da også stadig sige, at det optimale er at have sit eget trykkeri. Det havde vi også gerne haft, hvis økonomien i det var holdbar, men det er den ikke.

Er der noget med, at det også er blevet sværere at sikre sig eksterne opgaver til trykkeriet?

– Ja, siger Kim Eland.

– Meget sværere. Og avancerne er så små, at der skal meget store mængder til for, at det kan betale sig. Vi har også set, at senest har Skive Folkeblad lukket deres rotation i sommer. De gik fra en ekstern omsætning på 12-15 millioner kroner ned til to-tre millioner, så det blev også for dyrt for dem at trykker deres aviser, ugeaviser og så videre selv.

Sker der generelt en koncentration af trykkeriopgaver i Danmark?

– Ja, det gør der. Vi er vel det sidste lokale dagblad, der har egen trykpresse.

Hvor mange timer om dagen er rotationen på Lillevangsvej i gang?

– Det tager en halv time at trykke Bornholms Tidende, men der er selvfølgelig noget forarbejde, der skal være på plads. Og ugeavisen og boligavisen tager måske en times tid hver, men det er klart, at da vi havde et større oplag, gav det mere mening, for så blev trykprisen også mindre pr. eksemplar, siger Kim Eland.

Tekniske problemer

Vil I fortælle, hvor meget mediehuset sparer ved at udlicitere opgaven?

– Nej. Det vil vi ikke lige nu, siger Peter Brandt Koefoed.

– Men det er klart, at regnestykket ser noget mere fornuftigt ud, end hvis vi fortsatte med vores egen rotation.

Hvad skal der ske med bygningen på Lillevangsvej?

– Vi arbejder på en løsning, siger bestyrelsesformanden.

Fra den 5. januar bliver avisen altså trykt i Slagelse – men så er der blæst en dag, og færgen kan ikke nå frem, hvad så med læserne, de får bare ingen avis?

– Man kan sige, at udfordringen er ikke så meget anderledes end nu, siger Kim Eland.

– Lige i dag (onsdag, red.) har vi tekniske problemer på trykkeriet, hvilket forsinker avisen. Men den vil blive sejlet hertil med færgen fra Køge, og det er jo nok den mest stabile færge, vi har. Og så har vi altid vores avis på tidende.dk, som mange af vores læsere også benytter. Generelt bliver avisen jo stadigt mere digital, det er en del af den omstillingsproces, vi står midt i.

Peter Brandt Koefoed:

– Det er en vigtig pointe, at vi er et mediehus, og at vi har flere produkter på hylderne end vores papiravis.

I dag er der fem medarbejdere på trykkeriet på Lillevangsvej, fire trykkere og en fleksjobber, som er blevet opsagt onsdag.