94-årige Bente lod sig ikke imponere: 'Var det det hele?'

94-årige Bente lod sig ikke imponere: 'Var det det hele?'
Bente Holme Pedersen tog det ganske roligt, da hun blev vaccineret af praktiserende læge Christina Hundrup. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 5. JAN 2021 • 11:42
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
5. JAN 2021 • 11:42
VACCINATION

– Var det det hele?

Bente Holme Pedersen, 94 år, var tirsdag formiddag den første på Plejecenter Snorrebakken i Rønne til at blive vaccineret mod coronavirus. Bente var ikke til at imponere over stikket i sin venstre skulder. Heller ikke over interessen fra den bornholmske presse, som havde fået lov til at overvære det første stik.

– Du bløder ikke eller noget, konstaterer praktiserende læge Christina Hundrup, der har givet det første stik.

Bente Holme Pedersen skal derefter ind i en stue, hvor hun skal være til observation i 10-15 minutter af personale på plejecentret med henblik på eventuelle bivirkninger.

Det er en lykke

Så vil pressen gerne høre, hvordan Bente Holme Pedersen har oplevet at være den første på plejecentret til at blive vaccineret.

– Det synes jeg er en lykke. Det giver en sikkerhed for hele området. Det er ikke kun for en selv. Det er alle, der vil, som bliver stukket, siger hun.

Hvordan har det været at leve med besøgsrestriktionerne på plejecentret?

– Det har været slemt. Der har været en periode, hvor der kun måtte komme ét menneske og besøge mig. Somme tider har det været min søster og min niece, der er kommet, og så måtte kun min søster komme ind. Hvad skulle min niece så lave? Men det var kun en kort periode.

Hvad ser du mest frem til, når vi bliver vaccineret?

– Jeg håber, at hele samfundet åbner, så vi alle sammen bliver nære.

Hun skal have kaffe

Bente Holme Pedersen er ikke i tvivl om, hvad hun skal, når observationen og al virakken med pressen er overstået.

– Nu skal jeg ned og have kaffe. Jeg blev ikke færdig med min kaffe, fordi klokken var 9, så skulle jeg vaccineres.

Flere beboere er efterhånden kommet ind i stuen efter at have fået deres første vaccination, og personalet byder dem på både lidt at drikke og noget chokolade.

I bliver forkælede?

– Det gør vi altid, bliver der svaret.

En større opgave

Aktiviteten på plejecentret giver også et billede af, hvorfor sundhedsmyndighederne siger, at vaccinationerne er en større logistisk opgave. Lige udenfor centrets hovedindgang holder den varevogn, som bringer vaccinerne rundt, og de bringes i kasser ind til medarbejdere fra hospitalets apotek, der står for at klargøre vaccinen til den praktiserende læge, som giver stikket.

Kommunens sundhedschef Karina Nørby følger med og fortæller, at når dagens vaccinationer er overstået, vil man samles for at evaluere, om noget kan gøres anderledes/bedre, når vaccinationerne fortsætter onsdag.

Tirsdag blev beboerne på plejecentrene Slottet, Nylars og Lunden samt på Plejehjemmet Toftegården vaccineret, onsdag kommer turen til Aabo, Nørremøllecentret, Klippebo og rehabiliteringscentret Sønderbo.