26-årige Daniel mistede synet: 'Det er en ny situation at skulle have hjælp til bare at komme ud af døren'

31. juli 2020.

Det er en dag, Daniel Frausing aldrig glemmer. Det var nemlig den dag, han mistede synet fuldstændig, efter en operation på Odense Universitetshospital.

Operationen var den tredje på Odense Universitetshospital indenfor tre år, og målet var at bevare eller i bedste fald forbedre Daniels syn på højre øje.

Daniel er vokset op i Aakirkeby. Han har været blind på venstre øje siden han var tre år gammel, som følge af børneledegigt. Men gode briller og en række operationer op gennem skole- og gymnasietiden gjorde, at han kunne læse og leve et aktivt liv, selv med nedsat syn på det gode øje.

Han har blandt andet dyrket gymnastik i 20 år, og i 2015 blev han student fra Bornholms Gymnasiums musikfaglige linje.

Kan kun se lys og skygge

Desværre gik operationen galt den 31. juli 2020. Det indgreb, der skulle have forbedret Daniels syn, endte med at ødelægge højre øje helt. Hornhinden ville ikke være med.

– I dag kan jeg kun se lys og lidt skygger og mine hænder, der bevæger sig foran mig, siger han og vifter med hånden foran sit ansigt.

Daniel Frausing er en høflig, imødekommende og positiv ung mand på 26 år, som er i besiddelse af en stor portion tålmodighed. Selv om det må være pinefuldt, taler han åbent om det hændelsesforløb, der førte frem til den mislykkede operation for godt et år siden og svarer venligt på både gode og mindre gennemtænkte spørgsmål.

– Det er et længere forløb, siger han prøvende, mens han leder efter ordene. Blindestokken står ved siden af hans stol, ansigtsudtrykket er roligt, og Daniel tager sig god tid til at tænke.

Glaslegemet

Det korte af det lange er, forklarer han, at øjenlægerne i 2017 var inde i det sted i øjet, der hedder glaslegemet, for at udbedre nogle gamle skader. Glaslegemet er en gelé, der fylder øjets indre bag øjets linse og foran nethinden, og den skal være klar, for at synsindtryk kan komme igennem til hjernen.

– Når man har været derinde og prikke rundt, så fungerer det ikke længere. Der skal laves en erstatning for den væske, der er forsvundet, for at holde på øjet. Så man startede med at puste gas ind i glaslegemet, men det kunne mit øje ikke lide. Det kunne ikke holde på luften, så det skrumpede ligesom ind, forklarer Daniel.

Et efterfølgende forsøg på at injicere olie ind i glaslegemet viste sig ifølge Daniel Frausing at være en succes. I hvert fald til at begynde med.

– Det gav senere nogle komplikationer med hornhinden. Mit syn blev mere og mere tåget, fortæller Daniel.

Senere undersøgelser viste, at det var på grund af olien. Den formåede heller ikke at holde formen på Daniels øje.

Hornhinden sagde nej

Sidste år, den 31. juli, gjorde lægerne derfor et nyt forsøg på at injicere gas ind i Daniels højre øje. Men også denne gang gik det galt. Daniel har svært ved at forklare præcist hvorfor.

– Der er ikke nogen, der kan fortælle mig 100 procent, hvad det var, der skete. Men hornhinden sagde bare nej, som et knips med fingrene. Og nu virker den ikke mere. Det er som at kigge ud af en tåget mosaikrude.

Da Daniel Frausing blev udskrevet fra hospitalet, blev han kørt hjem til sit kælderværelse i Odense, hvor han havde boet, siden han flyttede til Fyn i 2015 for at studere engelsk på Syddansk Universitet.

– Efter operationen lå jeg bare i en seng i syv måneder og kunne faktisk ikke komme ud af min dør, medmindre der kom en chauffør fra Flextrafik og sagde: Nu skal du til hospitalet.

Daniel husker de syv måneder i Odensen som en isoleret tid. Coronaen buldrede løs udenfor hans dør, og frygten for at blive smittet afholdt ham fra at bede venner og familie om hjælp. En sygeplejerske kom forbi med jævne mellemrum og dryppede hans øjne, mens skiftende sosu-assistenter gjorde rent og forsynede Daniel med mad og rent tøj.

I form igen

I februar måned besluttede Daniel Frausing sig for at vende tilbage til Bornholm. Han flyttede ind i en handicapvenlig bolig i Aakirkeby fem minutters kørsel fra sin mor og stedfar, og i dag er han langsomt men sikkert i gang med at genopbygge sin tilværelse.

Tidende møder ham i Foreningshuset i Vestermarie en tirsdag aften. Her spiller han bas i spillemandsorkesteret Folk og Fæ, der øver en gang om ugen.

Ideen med at spille med i Folk og Fæ opstod i Aa Kirke, hvor Daniel og hans stedfar synger med i familiekoret. En dag hev Niels Anker, der startede Folk og Fæ for 40 år siden, fat i Daniel og spurgte, om det ikke kunne være noget for ham at spille med.

Daniel klør på med bassen, for det er vigtigt at holde sig i gang. – Du har gå-på-mod, du vil alting, du er ressourcestærk. Det er de tillægsord jeg hele tiden får smidt i hovedet af alle mulige slags folk, siger han og nikker. Jeg siger: Ja, bare kom med det, så ser jeg om jeg kan. Ellers spørger jeg om hjælp. Foto: Berit Hvassum

Nu med ledsageperson

I juni var instrumentet på plads, og Daniel kastede sig ud i de første forsøg på bassen.

– Min meget basale musikteori fra gymnasiet gjorde det nemmere at finde en god del af de toner, som Niels Anker vil have mig til at spille. Det kræver lidt hjernegymnastik, men det går fint, siger han.

Musikken er en god måde at være aktiv på. Men Daniel vil også gerne i form igen, og det kræver hjælp. Kommunen har bevilget en ledsageperson, der kan følge Daniel på indkøb og til andre aktiviteter 15 timer om måneden, og det var lige det, han havde brug for efter syv måneder i sengen.

– Efter at jeg kom tilbage hertil og fik bevilget en ledsager, er jeg begyndt at komme mere ud af døren, siger han.

Først på gåture af varierende længde. Og nu hvor Viking har åbnet sin nye træningshal i Rønne, er Daniel begyndt at gå til fitness en gang om ugen.

Det hele skal læres forfra

På sigt vil Daniel Frausing gerne finde sig et arbejde. Men det kræver også hjælp at få overblik over, hvilke muligheder der er.

– Det er der nogen, der er nødt til at vejlede mig i. Det er en ny situation, at gå fra at kunne leve mit liv uden problemer, til, at jeg nu skal have hjælp til at komme ud af døren, siger han.

At gå fra at være seende til at være blind kræver i mange tilfælde, at man skal lære det hele forfra. Det gælder de mest rutineagtige ting i hverdagen, og Daniel tager en ting ad gangen.

– Det er kun på det allerseneste, at jeg er begyndt at lære at lave mad. Det foregår på den måde, at der kommer en synskonsulent og overser det og siger: Hov, har du ikke glemt at gå ud med skraldespanden, eller hov, skal du ikke lige tjekke komfuret. Sådan at det hele ikke brænder af, for eksempel. Men ellers har jeg en god mor, som smider noget mad ind ad døren til mig, som jeg kan varme op i mikroovnen, siger Daniel.

Familien er den største årsag til, at Daniel valgte at flytte tilbage til øen. Moren og stedfaren bor fem kilometer fra Aakirkeby, og de står klar til at hjælpe Daniel med stort og småt.

– De hjælper både med de små ting, de mest vigtige ting, og de ting, hvor man bare lige skal sige: Hey, jeg har brug for en skål mad, siger han.

Trygt at have familien tæt på

Det ligger i kortene, at Daniel Frausing ikke skal igennem en ny øjenoperation i nærmeste fremtid. Han betegner situationen med lægerne som dominobrikker, der blokerer for hinanden.

– Den ene læge, som gerne ville have haft olie ind i øjet igen, efter at det ikke fungerede med gas, han vil og kan ikke komme ind og kigge, så længe hornhinden er så stort et problem. Og hornhindelægerne vil ikke røre ved hornhinden, så længe trykket i øjet er så lavt, siger Daniel.

Planen er derfor at vente.

– Lægerne har sagt: du har ikke ondt lige nu. Derfor er det bedre, at vi lader dig være, end at risikere yderligere skader.

Daniel Frausing føler sig tryg i sin nye tilværelse i Aakirkeby. Det er rart at vide, at familien ikke er så langt væk, når han har brug for hjælp.

Derudover støtter han sig til en livsfilosofi, som han mener passer godt til hans personlige situation.

– Man skal ikke tænke på i går, eller på det, der lige er sket. Man skal tænke på det, man er i gang med lige nu. Eller også skal man se fremad.