Endelig nødvendig lettelse for foreningerne

Endelig nødvendig lettelse for foreningerne
Claus Larsen-Jensen er gruppeformand for Socialdemokratiet på Bornholm. Foto: Marine Gastineau
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 20. august 2025 • 19:00
Af:
Claus Larsen-Jensen
gruppeformand for Socialdemokratiet i kommunalbestyrelsen
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 20. august 2025 • 19:00

Alle der er engageret i foreningsarbejde kender til det administrative bureaukrati, der møder en som frivillig. Det tager faktisk ofte lysten til et frivilligt ulønnet engagement. Nu gøres der endelig noget ved det.

Regeringen er spillet ud med 30 punkter, der skal mindske bureaukratiet og besværet for landets foreninger. Lad mig her bare pege på dele heraf.

CVR-registrering forenkles. Regler i forhold til banker med underskrifter forenkles. Der ses på hvidvaskregler, hvor det er urimeligt at en lille forening uden ansatte og med begrænset økonomi behandles som en stor kommerciel koncern. Den skattefri godtgørelse, som er mulig til frivillige på 6.800 kroner øges til 10.000 kroner uden modregning i sociale ydelser. De fleste frivillige får dog ingen betaling for deres engagement.

Midlertidige arrangementer skal have lempelser fra bygningsreglementet, og det skal gælde i alle kommuner. Til arrangementer under 1.000 deltagere skal kommunerne kunne beslutte, at der ikke skal en tilladelse til. Der sker lempelser i forhold til midlertidig overnatning for foreninger. Der skal kunne gives flerårige tilladelser til lokale lotterier.

Der indføres en bagatelgrænse på fødevareområdet, så foreninger der serverer en pølse ved et arrangement ikke skal udsættes på det store kontrolapparat.

Persondata-regler

GPDR-regler fortolkes ekstremt stramt, så meget foreningsarbejde bliver vanvittigt besværligt.

De regler skal ændres. Det er klart min opfattelse, at Danmark har valgt en alt for stram fortolkning af EU-reglerne. Da reglerne blev indført af Folketinget blev den daværende minister Brian Mikkelsen gjort opmærksom på, at det var dødbringende for foreningslivet. Han lovede, at der i cirkulære herom ville ske klare lempelser for foreningerne. Det skete bare ikke i praksis. Derfor på tide nu, at få reglerne lempet.

Civilsamfundet

Aftenskolerne får større fleksibilitet til fjernundervisning.

Der sikres økonomi til civilsamfundet på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, og i øvrigt skal civilsamfundet, og det er foreningslivet, understøttes. Og så skal der være et værn mod nye bureaukratiforslag.

Men se selv alle de 30 forslag i detaljer på Kulturministeriets hjemmeside.

Tillid fremfor kontrol

Det er en genindførelse af tillidssamfundet fremfor kontrolsamfundet i forhold til foreningerne.

Frivillige og deres foreninger spiller en helt central rolle på Bornholm og i resten af Danmark. Her leveres en gigantisk indsats på mange områder, som er en del af samfundets sammenhængskraft. Det arbejde skal derfor bakkes op og understøttes - og det kan spille en endnu større rolle, hvis vi politisk vælger det.

Det handler ikke om, som nogen tror og vil, at erstatte noget, som er besparet eller mangler i kommunen, hvor man som frivillig så skal passe ind i et vagtskema. Så har man fuldstændig misforstået, hvad frivilligt engagement og foreningsarbejde er.

Det frie og frivillige skal netop støttes til at sikre et stærkt lokalt engagement, en grundkerne i det folkelige Danmark.

Det vil gøre os stærkere som samfund.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT