Mistænkte i sager om bopælspligt har fået navne på anonyme anmeldere

Det er om at gøre det rigtigt, hvis man ikke vil have sit navn frem, når man anmelder nogen for at overtræde kravet om bopælspligt på Bornholm. Kommunen har flere eksempler på, at den anmeldte har kunnet finde frem til navnet på anmelderen. Men der er måder at undgå det på.

Bornholm er et lille, tæt samfund. Hvor nogle kender alle, og hvor de fleste kender mange.

Derfor vil mange gerne være anonyme, når de går til kommunen med en mistanke om, at en eller flere personer ikke overholder bopælspligten i et hus, som de ejer.

Alligevel er det sket, at en anonym anmelder af et muligt brud på bopælspligten ikke fik lov at forblive anonym.

Det bekræfter Per Korup-Lauridsen, der er jurist i regionskommunen og til daglig arbejder med de sager, som kommunen får ind om mulige brud på bopælspligten.

Er det rigtigt, at der har været situationer, hvor kommunen er kommet til at afsløre anmelderens identitet over for den anmeldte?

– Nej, der har ikke været sager, hvor kommunen er kommet til at afsløre anmelderens navn, fortæller Per Korup-Lauridsen.

Til gengæld er der flere gange sket noget andet.

– Men der er anmeldere, der er blevet overrasket over, at selvom de i en e-mail har skrevet, at de vil være anonyme, så har ejer via reglerne om journaliseringspligt og aktindsigt fået oplyst anmelderens navn, fortsætter Per Korup-Lauridsen.

– Hvis anmeldelsen foretages via e-mail, skal e-mailen journaliseres på sagen. Ejeren af den pågældende bolig vil herefter kunne anmode om aktindsigt i sagens oplysninger og på den måde få oplyst, hvem der er anmelder, siger han.

– Af samme grund har vi vejledt byforeningerne om, at anmeldelser herfra bør foretages fra byforeningens officielle mailadresse og ikke fra enkeltmedlemmers personlige e-mailadresse.

Det kan også ske, at kommunen er nødt til at notere og gemme navnet på en anmelder. Simpelthen for at overholde loven fuldt ud. Det gælder også, når anmelderen gerne vil være anonym. I sager af den slags vejleder kommunens folk anmelderen om, hvad der er at gøre, hvis anmelderen skal forblive anonym.

– Vi oplyser altid borgere, der ringer og ønsker at være anonyme, om, at hvis de oplyser deres navn, så vil vi i henhold til journaliseringspligten notere deres navn i det telefonnotat, vi udarbejder til sagen, fortæller Per Korup-Lauridsen.

En sikker måde at forblive anonym på er at lægge vej omkring Borgerservice.

– Har de oplyst deres navn, men ønsker at være anonyme, opretter vi ikke en sag. I stedet vejleder vi borgeren om, at de i så fald kan udarbejde en fysisk, anonym henvendelse, som de efterfølgende kan aflevere i postkassen hos for eksempel Borgerservice, siger Per Korup-Lauridsen.

Kommunen kender det også: Folk tror, at sager om bopælspligt bliver ignoreret

Hvorfor gør kommunen ikke noget, når jeg nu har anmeldt en sag om brud på bopælspligten? har en del på Bornholm gået og tænkt. Det sker heller ikke, siger kommunens opsynsmand med bopælspligt-sagerne. Men indimellem kan det godt se sådan ud, forklarer han.

Måske har du også prøvet det. En del borgere i de otte bornholmske byer med bopælspligt har i hvert fald haft oplevelsen.

Man får mistanke om, at en husejer ikke overholder bopælspligten, men måske nærmere bruger sit hus som fritidshus. Det anmelder man så til kommunen.

Nu ved man altså, at kommunen også ved, hvad man selv ved. Men derefter sker der ingenting. Huset har stadig aldrig noget lys i vinduerne. Posten bliver stadig ikke hentet, og man ser stadig aldrig et menneske.

Det skyldes bare ikke, at kommunen ignorerer de tips, som den får. Indimellem kan kommunens sagsgang bare godt give folk det indtryk, siger jurist Per Korup-Lauridsen, der til daglig sidder med sagerne om brud på bopælspligten.

Flere kilder beretter om, at det er en umulig kamp, fordi de mener, at kommunen kender til mange af tilfældene, men ikke gør noget ved det. Er kommunen bekendt med sager, som der ikke bliver handlet på?

– Nej, kommunen er ikke bekendt med sager, som vi har fået viden om, men ikke har handlet på. Oplevelsen af, at kommunen kender til sagen og ikke gør noget, bliver vi også løbende præsenteret for, siger Per Korup-Lauridsen.

Bopælspligtsager tager tid

Der kan være flere grunde til, at folk får indtryk af, at kommunen ikke handler på en viden, som den har, fortæller Per Korup-Lauridsen. Som eksempler nævner han tre forskellige situationer.

– En anmelder er ikke part i sagen, og vi orienterer derfor som udgangspunkt ikke anmeldere om, hvad der sker i sagen. Derfor kan en anmelder opleve, at den anmeldte ejer fortsætter med ikke at overholde bopælspligten, siger Per Korup-Lauridsen som start på det første eksempel.

– Men kommunen kan i mellemtiden have undersøgt sagen og for eksempel modtaget forbrugsoplysninger, der sandsynliggør, at ejeren anvender boligen i et omfang, der mindst svarer til 180 døgn jævnt fordelt hen over 12 på hinanden følgende måneder og dermed - uanset anmelderens oplevelse - rent faktisk lever op til bopælspligten, hvorfor kommunen har henlagt sagen, siger han.

I det andet eksempel er det byforeningen i en af de otte bopælspligtbyer, der står tilbage med den oplevelse, som Per Korup-Lauridsen både kalder "ærgerlig" og "meget forståelig".

– En byforening anmelder en ejer for ikke at overholde bopælspligten. Kommunen kontakter ejeren, og ejeren oplyser, at han på baggrund af henvendelsen tilmelder sig Folkeregisteret og selv flytter ind i boligen, gengiver Per Korup-Lauridsen.

– I en række sager afventer kommunen herefter, at ejer har været tilmeldt i adressen i seks måneder, inden der indhentes nye forbrugsoplysninger. Viser det sig, at ejeren ikke har haft til hensigt at overholde bopælspligten, vil byforeningens medlemmer efter fire til fem måneder meget vel kunne stå tilbage med den oplevelse, at kommunen kender til sagen, men ikke gør noget, siger han.

– Vi er imidlertid nødt til at have et tilstrækkeligt grundlag, for at vi kan vurdere sagen på ny, og det kræver en vis rimelig periode med for eksempel forbrugsdata, før vi kan vurdere sagen. Der er på den måde her også et hensyn til den anmeldte ejers retssikkerhed, som kommunen skal varetage, siger Per Korup-Lauridsen.

Kamp mod misforståelser

Det tredje eksempel handler om, at anmelderen tror, at en mulig bopælspligtsag er en ny sag. Hvor der i virkeligheden er tale om en sag, der enten allerede er afgjort eller er ved at blive afgjort.

– Anmelderen vurderer, at bopælspligten ikke overholdes i en bolig. I en række tilfælde vil der være tale om en såkaldt "tom bolig". Ved tomme boliger forstås boliger, hvor der er et krav om helårsbeboelse, og hvor der ifølge Folkeregisteret ikke er tilmeldt nogen på adressen, siger Per Korup-Lauridsen.

– Når der ikke er tilmeldt nogen til Folkeregisteret på en adresse, kan det indikere, at bopælspligten ikke overholdes. Men ofte skyldes det, at der er givet samtykke til at fravige bopælspligten, for eksempel på grund af pendling, at ejendommen er ved at blive renoveret, eller fordi ejendommen er sat til salg, siger han.

Per Korup-Lauridsen fortæller, at kommunen har "en god dialog" med byforeningerne i de otte byer. Som led i den dialog har kommunen udarbejdet en pixibog om bopælspligt. Formålet er, at byforeningerne ikke så let kommer til uretmæssigt at anmelde en husejer, der faktisk overholder reglerne.

– Byforeningerne er heller ikke part i sagerne, men vi bestræber os på at holde dem orienteret om, hvordan det på det overordnede plan går med sager i deres respektive byer. For at undgå skuffede forventninger har vi oplyst byforeningerne om, at der efter GDPR-forordningen og Databeskyttelsesloven er klare grænser for, hvad kommunen kan oplyse om arbejdet med de konkrete sager om overholdelse af bopælspligten, siger Per Korup-Lauridsen.