Nexø-pizzeria kommer til Rønne

Nexø-pizzeria kommer til Rønne
Jeremy Bersier har serveret pizzaer i Nexø siden januar. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 9. APR 2021 • 15:59
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
9. APR 2021 • 15:59

ERHVERV

I slut april bliver Rønne et pizzeria rigere. Det er den erfarne pizzabager Jeremy Bersier, der også ejer Pizza Deli i Nexø, der i slutningen af måneden kan sælge pizzaer i Steff's Place gamle lokaler på Store Torv 5. Det er mindre end tre måneder siden, at Jeremy Bersier åbnede Pizza Deli i Nexø. Det har været en succes, der har gjort, at han nu er klar til et nyt projekt. For mindre end en måned siden lejede han sig ind i lokalerne på Store Torv, og siden da er det gået hurtigt.

– Måske endda for hurtigt. Det er bare gået så godt og over al forventning i Nexø. Faktisk kiggede jeg på lokalerne på Store Torv inden, jeg åbnede i Nexø. Men da jeg bor i Nexø, var det nemmere og mere praktisk at starte der. Siden jeg har åbnet i Nexø, har der været mange kunder, der kommer helt fra Rønne for at købe pizza, og flere af de har spurgt, hvornår jeg også ville åbne noget i Rønne. Da jeg i marts så, at Steff Holbergs gamle lokaler stadig var tomme, tænkte jeg, at det var nu, jeg måtte slå til, fortæller Jeremy Bersier.

Han forventer, at Pizza Deli i Rønne står klar til åbning omkring den 22. april.

Trækker på erfaringen

Jeremy Bersier er langt fra en nybegynder i pizzafaget. Karrieren startede, da han som ung blev ansat i Pizza Huset i Gothersgade i København, hvor han lærte at lave pizzaer fra bunden. Da han efter otte år havde arbejdet sig op til at blive manager i restauranten, valgte han at blive selvstændig og starte sin egen pizzarestaurant. Det blev til den første Pizza Time-butik, der også lå i Gothersgade. Efter et par år blev den første butik til flere, og til sidst havde Pizza Time fire butikker fordelt i København.

Jeremy Bersier har ikke kun god erfaring indenfor at lave pizzaer, men også indenfor bygningsarbejde. De seneste tre år har han arbejdet som selvstændig håndværker i sit eget firma, Hammer Byg. Han renoverer i samarbejde med sine ansatte det kommende pizzeria på Store Torv.

– Jeg har efterhånden meget erfaring indenfor at bygge. Mine ansatte og jeg byggede selv pizzeriaet i Nexø, og det gør vi også nu i Rønne. En af mine dygtige medarbejdere og partner kommer til at bestyre pizzeriaet i Rønne, og uden ham ville det her ikke have været muligt, siger Jeremy Bersier.

Håber på det bedste

Med snart to nyåbnede pizzeriaer mangler der hænder til at ælte pizzadej og tage imod bestillinger.

– Jeg har fundet nogle rigtige dygtige pizzamænd til butikken i Nexø, men vi mangler flere dygtige medarbejdere til begge pizzeriaer, siger Jeremy Bersier.

Hvad er din forventning til pizzeriaet i Rønne?

– Min forventning er den samme som, da jeg åbnede i Nexø: jeg forventer det værste, håber på det bedste. Heldigvis er det gået over al forventning i Nexø. Faktisk har jeg aldrig oplevet en så god opstart før. Det har været helt utroligt at opleve, siger han.

– Her i Rønne er der mere konkurrence, og der nogen har spurgt, hvorfor jeg dog åbner i Rønne. Det er et godt spørgsmål, men jeg synes, det er spændende at tage et nyt og udfordrende projekt ind. Og så tænker jeg også på dem, der har været i pizzeriaet i Nexø og ønsket, at vi åbnede i Rønne, siger Jeremy Bersier.

Konceptet i de to pizzeriaer bliver de samme.

– Jeg er af den mening, at man ikke skal lave om på noget, der virker. Jeg satser på, at det kommer til at gå godt, afslutter Jeremy Bersier.