Kim Kock-Hansen, trafikchef i BAT, bekræfter, at der på et møde med Gudhjem By og Museumsforening og Gudhjem Erhverv blev talt om flextransport som en løsning, der kan bruges i Gudhjem.
Men det bliver ikke en løsning, der er klar til den kommende sommersæson, hvor busserne ikke længere kører ned i Gudhjem til stoppestedet på havnen, men kun stopper ovenfor byen.
– Nej, så langt er vi ikke kommet. Men vi har talt om, at når vi skal i gang med det, skal Gudhjem være forsøgsby, måske sammen med at par andre byer, hvor det ville være oplagt at prøve. Det ligger i strategiplanen, at vi skal kigge på det inden for de næste tre år, siger Kim Kock-Hansen.
Flextrafik, der findes flere steder i landet under forskellige navne, er ordninger, som er lidt forskellige fra kommune til kommune. Men som udgangspunkt handler det om, at man kan rejse til og fra steder, hvor der ikke går en bus. Man skal bestille i god tid, der koordineres med andre passagerer, og man kan ikke selv helt bestille afgangstidspunktet.