– Man kan sammenligne det med, at ældre mennesker nogle steder fremover skal ud at gå 300 meter for at komme af med deres affaldssæk. Der har også været et forslag fra Enhedslisten om, at der ikke skal være biler på Store Torv i Rønne. Det vil betyde, at nogle ældre mennesker ikke kan komme ned på Store Torv eller i bymidten, hvis de skal parkere ved biblioteket eller andre steder. Over en tredjedel af øens befolkning er over 60 år, og der bliver flere af de meget ældre i fremtiden. Det vil sige, at dårligt gående med videre ikke kan komme ind i bymidten i Rønne og ned i Gudhjem. Det er ikke godt nok, siger Erik A. Larsen.
Rammer beboere
Birger Rasmussen siger, at Ældre Sagen har fået henvendelser fra ældre beboere i Gudhjem:
– Jeg blev overrasket over at læse, at Gudhjem By- og Museumsforening kun tænker på, at så må dårligt gående turister undlade at komme ned i Gudhjem, uden at de overhovedet skænker de fastboende ældre en tanke, og det er dem, det er vigtigst at tænke på, synes vi.
Birger Rasmussen refererer til, at by- og museumsforeningens næstformand Hans Jørgen Jensen i Tidende blev refereret for at sige, at han ikke mener, at der er tale om et svigt af gangbesværede og ældre buspassagerer.