Gudhjem Erhverv: Byens ældre skal ikke lades i stikken

Gudhjem Erhverv: Byens ældre skal ikke lades i stikken
Søren Danig understreger, at Gudhjem Erhverv ikke vil lade byens ældre i stikken. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
BAGGRUND | TRAFIK | GUDHJEM | Søndag 15. maj 2022 • 07:30
Holger Larsen
Journalist
BAGGRUND | TRAFIK | GUDHJEM | Søndag 15. maj 2022 • 07:30

Byens erhvervsforening ønsker, at der skal findes løsninger for dårligt gående, når BAT-busserne ikke kører ned i Gudhjem.

– Vi kan ikke bare lade de gamle i stikken, og her tænker jeg først og fremmest på byens beboere. Med en flextrafikordning, hvor man kan bestille og blive hentet, jamen, så er det problem håndteret.

Det siger Søren Danig, formand for Gudhjem Erhverv, som er byens erhvervs- og handelsstandsforening, i en kommentar til debatten om BAT’s sommerkøreplan. Heri sløjfes stoppestedet på Gudhjem Havn, hvilket betyder, at passagerer på ruterne 7 og 8 kun kan stige af og på ved busstoppestedet Gudhjem Øvre. Turen fra eller til havnen må man tage til fods. Det har medført kritik fra både en ældre buspassager, fra Bornholms Ældreråd og Ældre Sagen.

En forudsætning

Søren Danig bekræfter, at han og Hans Jørgen Jensen, næstformand for Gudhjem By-og Museumsforening, har været til møde med det bornholmske trafikselskab, BAT’s, trafikchef Kim Kock-Hansen.

Søren Danig understreger, at det for Gudhjem Erhverv var en forudsætning, at der blev fundet en løsning, som gør, at byens ældre kan blive hentet og bragt fleksibelt i stedet for at skulle med rutebusserne.

Søren Danig siger, at trafikchefen stillede en løsning i udsigt.

– Dem, der bor i byen og er dårligt gående, skal kunne komme op at handle. Men hvis man kigger på det rent turistmæssigt, kan jeg nok finde de første 100 steder i verden, hvor det er sværere at komme ind til centrum af byen med bus. Så ud fra et turistparameter har jeg det fint med, at folk skal gå ned i byen oppefra, siger Søren Danig.

Byen skal være åben

Søren Danig siger, at man i Gudhjem Erhverv overordnet er interesseret i at begrænse trafikken af biler og busser i byen så meget som muligt, men at byen skal også være åben for dårligt gående.

– Vi har også en del turisme på Bornholm, som specielt i skuldersæsonerne, består af pensionistrejser. Der bliver vi nødt til at være fleksible og sige, at vi skal have en åben by, hvor alle kan komme. Det kræver forskellige løsninger for forskellige segmenter. Vi er ikke interesserede i, at skolebørn kører ned i en bus, og slet ikke, at skolebørn kører ned i en bus og bliver sat af, hvorefter bussen kører op igen og kører ned igen efter en time eller to og henter børnene. Det gider vi slet ikke, understreger Søren Danig.

– Vi ser derfor heller, at man udvider parkeringspladserne til busserne ved røgeriet, for så får vi kun busserne ned én gang. Det gælder også, når der kommer krydstogtgæster.

Søren Danig beklager i den forbindelse, at der for nogle år siden blev truffet en politisk beslutning om at reducere antallet af busparkeringspladser på Gudhjem Havn fra seks til fire.

Betalingsparkering

– Vi går efter at minimere trafikken så meget som muligt. Det mener vi, at vi gør ved at sørge for, at personbilerne holder ovenfor byen, og at de busser, der skal ned i byen, kun skal køre ned i byen én gang, siger han.

Søren Danig oplyser, at Gudhjem Erhverv desuden gerne ser, at der indføres betalingsparkering i hele byen – i håb om at få flere til at holde på parkeringspladserne ovenfor byen.

Gudhjem Erhverv vil gerne have betalingsparkering i Gudhjem for at få flere til at parkere ovenfor byen. Arkivfoto: Berit Hvassum

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT