Povl Anker klarer Sassnitz: Derfor sejler Hammershus stadig på Køge

Povl Anker klarer Sassnitz: Derfor sejler Hammershus stadig på Køge
Hammershus har i nogle dage sejlet med forsinkelser. Alligevel har det ikke været aktuelt at sætte Povl Anker ind på Køge-ruten. Forklaringen er, at der er plads til meget mere gods på Hammershus. Foto: Jacob Jepsen
TRAFIK | Mandag 4. juli 2022 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
TRAFIK | Mandag 4. juli 2022 • 15:30

Der er plads til næsten tre gange så mange trailere på Hammershus i forhold til Povl Anker. Derfor mener Bornholmslinjen, at det er bedre at sejle videre med fragtfærgen, selvom den har motorproblemer.

 

Siden torsdag har der været grus i maskineriet hos Bornholmslinjen. På grund af en teknisk fejl i den ene hovedmotor har Hammershus sejlet for nedsat kraft, og i skrivende stund er der ingen, der vil komme med en tidshorisont for, hvornår fejlen er udbedret.

Det gælder også de eksperter, som har taget turen fra Finland til Danmark for at kigge nærmere på motoren. De kommer fra den finske motorproducent Wärtsilä og arbejder på Hammershus, mens den ligger i Rønne. Søndag eftermiddag mente de, at de havde repareret fejlen, men det viste sig ikke at være tilfældet, og mandag formiddag fortsatte de arbejdet, mens Hammershus lå stille i Rønne, og Povl Anker klarede turen til Sassnitz og tilbage igen.

Men den gamle færge bliver ikke indsat på Køge-ruten, mens Hammershus bliver repareret, og det er der én bestemt grund til.

– Det handler om kapacitet. Povl Anker kan tage 25-26 trailere, og så er der ikke plads til andet. Hammershus kan tage 70. Det er der, prioriteringen ligger. Ja, vi kommer senere frem, til gengæld har vi det hele med. Ellers ville der skulle ske en meget, meget kraftig prioritering af, hvad der skulle med, og hvad der ikke skulle med, siger Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack.

En times længere sejltid

På den baggrund mener Bornholmslinjen, at det trods alt er bedst stadig at sejle med Hammershus i stedet for at indsætte Povl Anker.

– Vi tror, at alle er bedst tjent med, at vi får det hele med, og der er bare meget stor forskel på de to færgers muligheder. Så det er forklaringen, siger Jesper Maack.

Med den ene hovedmotor sat ud af kraft sejler Hammershus i stedet på en hovedmotor plus nogle elmotorer. Det betyder, at den godt kan passe sin biks, som Jesper Maack udtrykker det, men det går landsommere.

– Når vi sejler på det setup, på en hovedmotor og elmotorerne koblet til, så lægger vi sådan cirka en time til sejltiden, så vi regner med 6,5 timer i stedet for 5,5. Det er så det, der har været vores løsning, siger han.

Ind i selve motoren

Der er også en mere praktisk årsag til, at Povl Anker tog turen til Sassnitz mandag morgen. Eksperterne fra Wärtsilä kan ikke arbejde på Hammershus' motor, når færgen sejler.

– Når man sejler, kan man ikke arbejde inde i motoren, selvom den ikke bliver brugt. Derfor har de brug for, at Hammershus ligger stille i noget tid, for at de kan komme ind i selve motoren. Det er derfor Povl Anker har overtaget tjansen med at sejle til Tyskland, siger Jesper Maack.

Selvom der mandag før middag ikke forelå nogen egentlig tidshorisont for reparationsarbejdet, siger de fiske eksperter ifølge Jesper Maack, at det nok kommer til at tage et døgns tid at reparere motoren. Indtil det sker, sejler Bornholmslinjen videre på det koncept, hvor sejltiden mellem Rønne og Køge forlænges en time hver vej.





En sijllavitta



‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
FÅ ABONNEMENT