Bornholmslinjen offentliggør ikke hurtigfærgernes CO2-aftryk, men da Bornholms Regionskommune sidste år lavede en energistrategi, blev færgefartens samlede udledning til og fra Bornholm angivet til 93.000 ton om året. En udledning i sådan en skala vil med regneeksemplet ovenfor resultere i en samlet afgift, der overstiger 100 millioner kroner om året.
Tidende har fredag eftermiddag stillet Molslinjen en række spørgsmål om konsekvenserne af skattereformen, men det er ikke muligt for pr- og kommunikationschef Jesper Maack at svare på stående fod.
Rederiet har længe været bevidste om behovet for grøn omstilling, og den nye færge Express 5, der sættes i drift næste år, er gjort klar til at kunne sejle på alternative brændstoffer såsom ammoniak, der er produceret ved hjælp af elektrolyse og store mængder strøm – den proces, der typisk omtales power-to-X.
Med et citat, som stammede fra en af de tekniske medarbejdere på Molslinjens kontor, beskrev Jesper Maack forleden over for Tidende, hvor stor en opgave færgerederierne og skibstransporten i det hele taget står foran.
– Vi har brugt hundrede år på at forfine vores motorer og teknologi. Lige nu har vi otte år til at finde på noget helt nyt, sagde han, inden fredagens grønne aftale blev offentliggjort.