Hvis Bornholm skal have en stærk fremtid, så skal vi give de unge en reel mulighed for at blive her. Foto: Anette Vestergaard
Af: Benedikte Gyes spidskandidat for Liberal Alliance ved kommunalvalget
Der skal være reelle muligheder for de unge.
Bornholm er noget særligt. Vores natur, klipper og havmiljø gør øen unik – ikke bare som et sted at bo, men som et sted med muligheder for viden, innovation og udvikling.
Alligevel har vi i mange år haft en fast tradition: De unge bliver sendt til København for at tage en uddannelse. Det er godt for deres horisont, men alt for få vender tilbage. Resultatet er tydeligt – vi får en befolkning, der bliver ældre og ældre og med alt for få i den arbejdsdygtige alder.
Hvorfor ikke?
Hvis Bornholm skal have en stærk fremtid, så skal vi give de unge en reel mulighed for at blive her.
Det betyder, at vi skal have uddannelser, der er forankret på Bornholm - ikke kun erhvervsuddannelser og professionsuddannelser, men også videregående uddannelser, som bygger på vores særlige potentialer.
Hvorfor ikke satse på bioteknologi med fokus på havmiljøet? Eller geologi, hvor Bornholm som klippeø er helt enestående? Og nu, hvor Energiøen formodentlig er på vej, så giver det god mening yderligere at styrke samarbejdet med DTU og RUC, så Bornholm kan blive et centrum for forskning og grøn teknologi.
Kunne man også få uddannelser inden for kommunikation og marketing, som kan hjælpe os med at promovere Bornholm som det fede sted at være ung? For hvis vi skal holde på de unge, så skal de kunne se en fremtid her – både fagligt og socialt.
Lettere på Bornholm
Samtidig bør vi gøre det lettere at arbejde på Bornholm – gennem stabile pendlermuligheder og bedre internetforbindelser, så flere kan arbejde hjemmefra.
Det kaldes “remote work” ude i verden, og det er en megatrend, som giver frihed til at tage sit arbejde med sig. Hvorfor ikke tage det med til Bornholm – og gøre det attraktivt at bosætte sig her?
Bornholm har potentialet. Vi skal bare turde tænke nyt – og skabe rammerne for, at vores unge vælger Bornholm til, ikke fra.