Derfor var det heller ikke nemt at tage beslutningen om, at turen nu skulle gå et andet sted hen. Selvom det måske for en udefrakommende virker som et oplagt valg, hvis man hører, at familien maksimalt handlede ind én gang om måneden, fordi supermarkedet lå 45 minutter væk. I båd. Og derudover ikke så deres venner og familie ofte, fordi det var svært at komme hen til deres hjem. Men for familien var det ikke nemt at give slip på deres fåreholdersted og sige farvel til deres 250 får i Sydgrønland, fortæller Agathe Devisme:
– At vælge at skifte livsstil ligesom vi har gjort, vidste vi ville blive smertefyldt. Også selvom mange folk tænkte 'wauw, det bliver så meget nemmere for jer'. Måske materielt, men mentalt er det noget andet, siger hun.
Dengang familien købte gården i Grønland var der hverken elektricitet, vand eller toilet. Noget de selv har installeret, mens de har boet der. Ligesom familien også først efter den første sommer, hvor den håndholdte VHF radio var deres eneste forbindelse med verden, fik telefon og internet.
Ingen øjenkontakt i begyndelsen
Selvom omvæltningen har været stor, er familien glad for at være flyttet til Bornholm. Men livet her på øen, hvor de har boet siden oktober, var krævet tilvænning, fortæller Ina Devisme-Poulsen:
– Grønland og Frankrig har meget forskellige kulturer, og vi kendte allerede dé to kulturer. Så da vi kom hertil, var det svært at kode bornholmernes adfærd. I starten troede vi, at de ikke kunne lide os, men så fandt vi ud af, at det bare var måden at være på her i Danmark, siger hun, og der lægger sig et smil i mundvigen hos hendes far.
– Når vi mødte nogen i Grønland – det skete jo ikke så ofte igen – så fik man i det mindste øjenkontakt med dem, man gik forbi, hvis man altså ikke sagde 'hej', siger Kalista Poulsen, og Agathe Devisme tilføjer:
– Ja, man ignorerede ikke bare folk. Det skulle vi lige vænne os til, at det kan være en del af kulturen her.
Trods familiens bekendtskab med den til tider noget lukkede attitude, nogle danskere tager med sig ud i offentligheden, har det ikke skræmt familien væk. For generelt har naboer og folk omkring dem været meget behjælpelige og imødekommende, fortæller Agathe Devisme:
– Vi glæder os til at få relationer med folk rundt omkring, selvom vi ved, at det ikke altid er nemt. Vi er klar over, at vi er fremmede, men vi er flyttet hertil for at skabe ro omkring os og bygge vores 'verden' op og byde folk velkomne, så meget vi kan.

Der er gang i flere små og store projekter. Udover at få ryddet op i haven, har familien også planer om at starte egen virksomhed. Foto: Berit Hvassum
Vil være selvstændige – igen
Den verden Agathe Devisme hentyder til, er familiens planer om at starte deres egen virksomhed igen. Denne gang indebærer det dog ikke 250 får, fortæller Kalista Poulsen, der siden familien flyttede hertil har arbejdet på en gård nær Hasle.
– Vi vil gerne starte et sted i tråd med det, vi havde i Grønland – bare anderledes. Det skal være et sted med flere forskellige aktiviteter, der både rummer agrikultur – plantage med små træer – samt turisme, siger han, og hans bedre halvdel understreger:
– Vores ønske her på Bornholm er at blive lige så selvstændige, som vi var på Grønland, men selvfølgelig er det ikke muligt helt fra begyndelsen. Vi er lige nu ved at arbejde på at starte et firma og vi håber, vi skridt for skridt kan blive selvstændige.
Indtil dén drøm kan indfries, har Agathe Devisme deltidsarbejde på Cafe Slusegård. Ligesom parret også er i kontakt med kommunen samt Bornholms Landbrug og Fødevarer om, hvordan de kan skabe et univers i stil med deres virksomhed i Grønland. Men det er en kende for tidligt at løfte sløret for deres planer, fortæller de.
Klassekammerater fra hele verden
Familiens yngste medlem er begyndt i skole i en af modtagelsesklasserne i Nexø. Indtil nu har Ina Devisme-Poulsen hele livet været hjemmeskolet, hjulpet til på gården samt tilbragt en masse timer ude i naturen og med dyrene. Derfor er hendes hverdag også noget anderledes nu, siger hun:
– Jeg har altid lært en masse ved at læse bøger i Grønland. Men det var hårdt at begynde i modtagelsesklassen, fordi jeg var vant til at organisere min egen dag, hvor jeg selv bestemte, hvad jeg skulle lave og nå i løbet af en dag. Nu skal jeg bare følge et skema.
På grund af forældrenes baggrund er hun vokset op med et miks af forskellige sprog, fortæller Agathe Devisme, der med sit franske modersmål har gjort selv familiens hund ferm til flere sprog.
– Det var et stort spørgsmål om Ina skulle gå i skole eller ej, for hun har aldrig gået i skole før. I Grønland har jeg 'hjemmeundervist' hende, og det var et mix af fransk, engelsk og grønlandsk, der blev talt – uden kammerater, men med 250 får som venner. Nu går hun i skolen i Nexø, hvor hun har venner fra Brasilien, Polen, Syrien og Eritrea.
Outsiders
– Men nu skal I til at tale dansk og lære sproget endnu bedre at kende. Så for den geografiske og sproglige nemhed, overvejede I så at flytte et andet sted hen i Grønland?
– Nej, det gjorde vi ikke, siger Kalista Poulsen, og Agathe Devisme tilføjer, Grønland er et enormt land og består af flere små verdener.
– Selv for Grønland, levede vi et specielt liv, så selvfølgelig savner vi Grønland, men der har også været grunde til, at vi flyttede, siger hun.
Det er tydeligt at mærke, at savnet til landet og det liv familien har efterladt sig, er stort, for frem under Agathes brilleglas sniger en enkelt tåre sig frem.
– Beklager, men jeg bliver rørt af det. Fremtiden for Grønland er besværlig. Vi har arbejdet som sindssyge for at udvikle vores sted og nogle ting i samarbejde med andre, men vi følte ikke, det flyttede sig nogle vegne. Så vi nåede en grænse, hvor vi tænkte, 'hvis vi vil bygge noget, som virkelig kan gro og udvikle sig, er vi nødt til at udskifte omgivelser og land', siger hun.
Datteren overtager, hvor hendes mor slap:
– Grønland er på den måde et meget lille land, så når folk har besluttet, at de ikke kan lide en, så skubber de en væk. Selv hvis vi flyttede til en anden by, tror vi, at vi ville få de samme problemer med relationer, fordi vi var en slags 'outsiders'.
– Ja, Ina fortæller det, jeg ikke turde sige, siger Agathe Devisme.
Men selvom familiens planer ikke byder på flere år i Grønland for nu, så føler de sig stadig knyttet til landet, som de kommer til at savne, siger Agathe:
– Vi elsker vores sted i Grønland og dyrene, som vi efterlod. Det var mest af alt på grund af det grønlandske samfund, og det, at vi var ekstremt langt fra alt – særlig på lang sigt. Så vi fortryder slet ikke, at vi valgte at bo der, fordi vi har haft nogle utrolig intense og rige år, hvor vi har lært meget. Men på længere sigt kan det være hårdt for sjæl og krop at bo et så fjernt sted.