– Beklager, men jeg bliver rørt af det. Fremtiden for Grønland er besværlig. Vi har arbejdet som sindssyge for at udvikle vores sted og nogle ting i samarbejde med andre, men vi følte ikke, det flyttede sig nogle vegne. Så vi nåede en grænse, hvor vi tænkte, 'hvis vi vil bygge noget, som virkelig kan gro og udvikle sig, er vi nødt til at udskifte omgivelser og land', siger hun.
Datteren overtager, hvor hendes mor slap:
– Grønland er på den måde et meget lille land, så når folk har besluttet, at de ikke kan lide en, så skubber de en væk. Selv hvis vi flyttede til en anden by, tror vi, at vi ville få de samme problemer med relationer, fordi vi var en slags 'outsiders'.
– Ja, Ina fortæller det, jeg ikke turde sige, siger Agathe Devisme.
Men selvom familiens planer ikke byder på flere år i Grønland for nu, så føler de sig stadig knyttet til landet, som de kommer til at savne, siger Agathe:
– Vi elsker vores sted i Grønland og dyrene, som vi efterlod. Det var mest af alt på grund af det grønlandske samfund, og det, at vi var ekstremt langt fra alt – særlig på lang sigt. Så vi fortryder slet ikke, at vi valgte at bo der, fordi vi har haft nogle utrolig intense og rige år, hvor vi har lært meget. Men på længere sigt kan det være hårdt for sjæl og krop at bo et så fjernt sted.