Nye teknologiske løsninger kan være med til at gøre en forskel for patienter og personale på Bornholms Hospital. Derfor samarbejder hospitalet med foreningen Nordic Health Lab om at få overblik over behovet for innovation. Samarbejdet har resulteret i en oversigt, man kan tage udgangspunkt i, når der skal udvikles relevante sundhedsløsninger.
– I takt med at vi bliver bedre til at behandle flere sygdomme, og befolkningen lever længere, er innovative sundhedsløsninger afgørende for at gøre hverdagen nemmere for patienterne, samtidig med at de kan frigive tid for personalet til særligt krævende patienter. Derfor er det også vigtigt at få identificeret, hvor der er behov for nye tiltag, siger direktør Annemarie Hellebek på Bornholms Hospital i en pressemeddelelse.
Som konkrete eksempler på innovative løsninger nævner hun, at Bornholms Hospital arbejder med hjemmemonitorering og digitale konsultationer, som giver bornholmere lige adgang til de bedste specialister i København, uden at patienter skal bruge en dag på at rejse.
– Jeg håber, at samarbejdet med Nordic Health Lab kan styrke udviklingen af endnu flere innovative tiltag i sundhedsvæsenet. Også med blik for de særlige behov, vi har i yderdistrikterne, siger Annemarie Hellebek.