Flere fanget i færgens terminal

Flere fanget i færgens terminal
Anja Christine Bull og hendes mand, Michael Bograd kunne onsdag i sidste uge ikke forlade færgens ankomsthal. Privatfoto
TRAFIK | Onsdag 28. maj 2025 • 05:30
TRAFIK | Onsdag 28. maj 2025 • 05:30

Tidende skrev mandag om passagerer, der ikke kunne komme ud af Bornholmslinjens ankomsthal i lørdags. Det viser sig ikke at have været et enkeltstående tilfælde.

Bornholmslinjen er ikke meget for at slippe deres passagerer ud. Jørgen Koefoed fortalte tirsdag i Tidende, at han og de andre gående rejsende ikke kunne forlade færgens terminal efter ankomst lørdag i sidste uge, da de blev mødt af en låst dør. Anja Christine Bull og hendes mand, Michael Bograd, har haft samme oplevelse. Deres indespærring fandt sted onsdag i sidste uge, og hun er godt træt af Bornholmslinjens måde at håndtere deres døre på.

– Vi stod der i trappegangen, og ingen kunne åbne døren. Man kan jo ikke ringe til rederiet op om aftenen, men der var én af de andre passagerer, som fik ringet til nogen, der lukkede os ud, siger Anja Christine Bull.

Hun så ikke på noget tidspunkt personale fra Bornholmslinjen og synes, det er en forkert måde at behandle sine passagerer på.

– Vi ventede nok i cirka 10 minutter, og der var ikke nogen, der fortalte os noget som helst om, hvad der var galt, da vi kom ud, siger hun.

Ingen er derinde

Passagerne kunne hverken komme ud ved en ankomst onsdag og en lørdag. Hvordan kan det være, I ikke har bemærket, at døren er i stykker, nu problemet har vist sig to gange på samme uge?

– Fejlen er blevet opdaget onsdag, og vores teknikere har forgæves forsøgt at finde fejlen og få døren til at gentage fejlen. Da den så gør det igen lørdag, har vi bestilt og fået udført en udskiftning af hele dørens hovedstyring, så vi og gæsterne forhåbentlig ikke skal opleve den svigte igen. Samtidig sætter vi kamera op, så vi kan holde øje med stedet fra driften, siger kommunikationschef i Bornholmslinjen, Jesper Maack.

Anja Christine Bull siger, der ikke var nogen folk i terminalen, da de endelig kom ud. Hvordan kan det være, at der ikke er nogen, der holder øje med, om passagererne faktisk forlader færgen?

– Det her er ikke et problem, vi har hørt om før. Der er tale om en automatisk branddør, som skal lukke, hvis der opstår brand, så der ikke kommer ilt til den. Vi har været her på øen i syv år nu, og der er ingen passagerer, der er er blevet glemt i terminalen og fortsat er derinde. Nu regner vi med, at fejlen er blevet rettet, siger han.

Tidende hører gerne fra læsere, hvis de fortsat bliver låst inde i terminalen på trods af dørens nye hovedstyring.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT