Sommerfuglene flyver videre i Nexø. Med nye ejere bliver dørene til det, der nu hedder Sommerlunden, snart slået op, og August Warrer og Mikkel Winther Petersen tager hul på deres første sæson.
Det skal blive spændende at se, hvordan sommerfugle, sandskulpturer, en ny café, sansehave og nye drømme og visioner nu tager form.
De to unge mænd har i hvert fald overtaget en lidt overset perle på landkortet med de bornholmske attraktioner, og fremtiden tegner forhåbentlig lys.
Fortællingen summer af iværksætteri og en ukuelig tro på et sted, som har kæmpet lidt med at blive en økonomisk succes. August og Mikkel har kastet nye bolde op og grebet mange af dem i deres turban, som de siger, og det har altså medført mange lange arbejdsdage i bygningerne og i parken.