Børn med ekstra kilo kan komme ud i naturen

NYHED | ABONNENT | 1. MAJ 2023 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
1. MAJ 2023 • 05:30

Social- og sundhedsudvalget kan vælge mellem fire forskellige projekter, der kan hjælpe børn med overvægt.

Et ønske om at hjælpe børn med overvægt fik i februar kommunalbestyrelsesmedlem Sabine Nicoline Lyngberg fra Dansk Folkeparti til at stille et forslag om et holdforløb i samarbejde med lokale fitnesscentre og under ledelse af en fysioterapeut målrettet denne gruppe. I kommunalbestyrelsen var der enighed om at undersøge ideen nærmere, både hvad indhold og pris angår. Det er sket, og der foreligger nu fire forskellige bud på, hvad man kan tilbyde målgruppen.

De fire scenarier er mandag til politisk behandling i social- og sundhedsudvalget, og velfærdsdirektør Trine Dorow indstiller, at udvalget vælger et, som er udarbejdet i samarbejde med kommunens forebyggelseskonsulenter, og som tager højde for projektets oprindelige omfang og form, hvad antal deltagere og varighed angår.

Tilbuddet bliver kaldt bevægelse, bål og fællesskab og har trivsel som centralt fokus, fordi mange med overvægt oplever sig stigmatiseret og diskrimineret, hvilket kan medføre en følelse af skyld og skam. Føler man sig stigmatiseret, så der desuden risiko for, at man spiser mere, bevæger sig mindre og tager på i vægt. Målgruppen er 24 børn i 4.-6. klasse, som har lav trivsel og bevæger sig mindre, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Tanken er, at gruppen skal afspejle aldersgruppen, så børnene ikke oplever sig peget ud. Det vil blandt andet sige, at cirka 20 procent skal være børn med overvægt, som er den gruppe, Sabine Nicoline Lyngbergs oprindelige forslag drejede sig om.

Bevægelse, bål og fællesskab strækker sig over 10 uger og foregår primært i naturen. To af gangene vil børnene blive introduceret til et idrætshold i en forening med henblik på at inspirere dem til at indgå i et aktivt fællesskab, når projektet er slut. Det kan gennemføres for 61.750 kroner, som er lidt mere end de 59.500 kroner, Sabine Nicoline Lyngberg vurderede, hendes eget forslag ville koste.

To udgaver af tilbud

Det oprindelige forslag gik ud på at tilbyde 24 børn med overvægt fordelt på fire hold træning i lokale fitnesscentre fire steder på øen. Målgruppen var unge i 7.-10. klasse, som i 13 uger skulle motionere under ledelse af en fysioterapeut. Kommunens medarbejdere har regnet forslaget igennem og er nået frem til, at det vil koste i alt 112.582 kroner. Hvis social- og sundhedsudvalget vælger dette tilbud, skal det altså finde finansiering til en merudgift på cirka 53.000 kroner.

Udvalget bliver også præsenteret for en tilpasset udgave af medlemsforslaget, der holder sin inden for den økonomiske ramme, kommunalbestyrelsen kendte, da den behandlede Sabine Nicoline Lyngbergs forslag i februar. For at nå ned på 59.500 kroner skal antallet af unge halveres fra 24 til 12, det skal kun foregå to steder på Bornholm, og fysioterapeutens timetal skal skæres ned fra 270 til 135, svarende til 10,5 timer om ugen.

Af dagsordenen fremgår der, at der både ved det oprindelige og det tilpassede forslag kan være problemer med at rekruttere en fysioterapeut til opgaven.

Flere steder på øen

Det fjerde og sidste scenarium er en samarbejdsaftale med projektet Fit for Kids, der er klar til at starte hold på Bornholm. Fit for Kids er en frivillig forening, der henvender sig til børn på 7-15 år og deres familier med fokus på kostvejledning, træning for hele familien, familiecoaching, motivationsprogram og sociale events.

Det vil koste regionskommunen 64.000 kroner at indgå i samarbejdet i et år. Prisen dækker blandt andet uddannelse af instruktører, kostplaner og træningsudstyr, hvilket sikrer træning to gange om ugen, der kan foregå flere steder på øen. Der er plads til 35 personer på et hold.

De økonomiske konsekvenser for kommunen afhænger af, hvilket scenarium social- og sundhedsudvalget vælger, og velfærdsdirektøren anbefaler altså bevægelse, bål og fællesskab.