– Så længe jeg bor på Bornholm, vil man kunne se mig på golfbanen en gang imellem - eller ret ofte faktisk, siger han og fortæller, at han måske vælger at studere videre på Bornholm, og derfor kan det være, at man i mange år ud i fremtiden kommer til at se ham husere på de bornholmske golfbaner.
Golfskole satser på unge spillere
Håbet er, at mange flere unge vil starte til golf. Foto: Jesper Gynther
Af Jesper Gynther
GOLF
De seneste tre år har Bornholms Golfklub haft en golfskole, hvor man gratis har kunnet spille golf i tre måneder og samtidig få gode råd og vejledning af mentorer. Det har været en stor succes, for hvert år har cirka 80 spillere startet på skolen, hvoraf halvdelen efterfølgende er fortsat med at spille i klubben.
Det er primært ældre, som tilmelder sig golfskolen, men der er også begyndt at komme flere unge, som ønsker at starte til golf. Nogle af de unge spillere er nu selv blevet mentor for de nye spillere på golfskolen, og det bliver hilst meget velkomment af golfklubben.
– Vi vil gerne prøve at finde nogle, som de unge kan spejle sig i, for man har det mange gange bedst ved at være sammen med nogle, som forstår ens livssituation, siger Uni Houmann, som er formand for begynder- og rekrutteringsudvalget i Bornholms Golfklub.
Uni Houmann tror på, at mentorordningen kan få flere unge til at dyrke sporten.
– Golf har jo haft lidt et ry for, at det kun er ældre mennesker, som spiller, men den udvikling er ved at vende nu. Det er folk i alle aldre, der spiller, siger hun og vurderer, at cirka en fjerdedel af deltagerne på golfskolen har været mellem 15 og 40 år.
Det kan være grænseoverskridende at møde alene op i golfklubben og så spørge nogle, om de vil gå en runde med en. Derfor er det mentorernes opgave at tage de nye spillere med rundt på banerne og spille med dem og introducere dem til andre spillere i klubben.
– Man bliver nødt til at skabe nogle trygge rammer, og det er det, vi godt vil prøve på, siger hun.
Ikke så dyrt som folk tror
I år har der været 40 deltagere på golfskolen, og forventningen er, at der kommer 80 igennem skolen ligesom de foregående år. Klubben har gjort meget ud af at tilbyde løbende optag til golfskolen helt frem til og med september, og derfor kan der i løbet af sommeren og sensommeren komme flere golfelever.
Uni Houmann håber samtidig, at klubben kan få held med at få endnu flere til at fortsætte med golf efter de tre måneder i golfskolen.
– Det er steget fra omkring 35 procent til over 50 procent, der bliver i klubben efter de tre måneders prøvemedlemskab. Og det er meget godt. Men vi stiler jo hele tiden højere. Der kan være mange grunde til, at folk stopper eller mister interessen, eller der sker en økonomisk ændring i folks liv, siger hun, men slår samtidig fast, at golf ikke er så dyrt, som mange tror.
– Det er vigtigt at få manet de fordomme, der findes om golf, i jorden. At det ikke kun er for ældre mennesker, at det er dyrt, og at det er lidt besværligt. Det har vi de seneste tre år prøvet at ændre på, så det er nemt at tilgå. Du låner udstyret gratis, og det koster ikke noget at komme i gang. Det koster lidt tid, men ellers koster det ikke noget, siger hun og peger på, at klubben eksempelvis har valgt at lave forskellige kontingentsatser, så man ikke behøver betale fuld pris, hvis man ikke har tid til at bruge golfbanerne særlig meget.
Hun peger desuden på, at man nu også kan spille på golfbanerne i Rø og Nexø, hvis man er medlem af Bornholms Golfklub, da der er lavet en samarbejdsaftale.
– Det tror jeg også er med til at tiltrække nogle. Vi er én ø, og så kan man lige så godt benytte sig af, at man kan bevæge sig lidt rundt.