Sabber tjente 1.500 kr.

Sabber tjente 1.500 kr.
Sabber Klinteby – her kørt af Tom Olsen – har snart løbet sit sidste løb på Nykøbing F.-banen. Foto: Torben Ager
NOTITS | ABONNENT | 4. NOV 2023 • 17:20
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | ABONNENT
4. NOV 2023 • 17:20

John Mikkelsen-opdrættede Sabber Klinteby, der løb sit sidste løb på Bornholm i september 2019, tjener stadig penge til sin nuværende ejer, Anja Veel med hjemmebane i Nykøbing F. Torsdag aften blev det til en andenplads og en præmie på 1.500 kroner i den 14-årige bornholmerhests næstsidste start, inden den falder for aldersgrænsen. Som sædvanlig kørt af Jesper Winther, der i denne sæson har opnået fem top 3-placeringer med Sabber Klinteby i 12 starter.

I alt har Sabber Klinteby en top 3-statistik på 19-19-18 i 143 starter og en indtjening på 146.610 kroner.

Selv om felterne var små på Nykøbing F.-banen, blev det til beskedne placeringer for de bornholmsk relaterede heste. Indiana Mr Lucky blev nummer fire i sin sjette start for den lokale Henrik Pedersen, Daniel Larsens Early Hydrup kom ikke i pengene for Nicolai Olsen, og Diva Ice blev tredje med ejeren Stine Juul-Marker i sulkyen. Good Luck, der efter ni starter for Rutsker-parret Michael Skovmose og Betina Lund er tilbage på Falster-banen, kneb de sidste 250 kroner for en sjetteplads med Nicolai Olsen i vognen.

Efter forrige uges bornholmer-invasion med 11 heste til start på Jägersro-banen i Malmö er der kun en enkelt bornholmer at finde i programmet til onsdagens løb på den svenske derbybane. Det er John Gommans-trænede Ismael F Boko, der i 5. løb kører til start på 2140 meter-distancen med Bernardo Grasso i sulkyen.