Mads Petersen vandt alle tre mindeløb med heste fra Stefan Lind-Holms stald

Mads Petersen vandt alle tre mindeløb med heste fra Stefan Lind-Holms stald
Mads Petersen indledte sin sejrsrække med banedebutanten Ella Lynghøj i Kaj Fr. Jensens Mindeløb. Foto: Torben Ager, travfotobornholm.dk
| 5. JUN 2021 • 19:00
Kjeld Lundbæk
Journalist

5. JUN 2021 • 19:00

Travsport

Bortset fra at der stadig er plads til flere på tilskuerpladserne, så blev årets første aftenløb på Bornholms Brand Park en fantastisk reklame for travsporten.

Bedst af alt blev der ydet et par sjældne kuske- og trænerpræstationer i aftenens tre hovedløb, de tre løb til minde om tre af travsportens pionerer på Bornholm: Kaj Fr. Jensen, C.P. Lund og Helmer Hansen. Alle tre løb blev vundet af Mads Petersen, og de tre vinderheste - banedebutanten Ella Lynghøj, Cerosso og Elia - trænes alle af Stefan Lind-Holm.

Men ikke nok med det. Stefan Lind-Holm vandt selv aftenens spinteropgør mellem syv af banens absolut hurtigste heste med den nybagte banerekordholder Stand And Deliver.

Trods de tre sejre var Mads Petersen ikke helt tilfreds med aftenens høst. De tre andenpladser burde have givet to sejre mere til Billgate og Disney.

- Det var min egen skyld, at jeg ikke også vandt de to løb. Jeg kørte lidt dumt, mente den unge sejrskusk, der nu har vundet 13 af sæsonens 36 starter.

Mads Petersen og Stefan Lind-Holm-opvisningen blev indledt i 1. løb, Kaj Fr. Jensens Mindeløb. First Osiris førte længe foran Ghita Baunely, mens Mads Petersen og Ella Lynghøj lunede sig i femte position. Først på sidste omgang blev Ella Lynghøj sendt til angreb, og så stod resten af feltet stille. East End afsluttede også flot til andenpladsen foran First Osiris.

– Jeg vidste slet ikke, hvor vi stod, men hun viste sig at være meget travsikker, kommenterede Mads Petersen.

I C.P. Lunds Mindeløb over den stayerdistancen 3000 meter levede Cerosso/Mads Petersen op til favoritværdigheden med et tillæg på blot 20 meter. Susanne Munk førte længe med Timberlake, men med halvanden omgang igen fik Cerosso marchordre. Den lystrede og vandt med tre længder ned til Timberlake og Capture.

– Han er bare uhyggelig på de lange distancer. Banen var lidt løs de sidste to omgange, og det var lige ved at fælde os, kommenterede Mads Petersen, der af samme årsag måtte sætte tempoet lidt ned på opløbsstrækningen.

– Nu skal vi bare også have ham til at fungere på de korte distancer, tilføjede vinderkusken.

I Helmer Hansens Mindeløb havde Mads Petersen bebudet en afventende start med Elia, selv om der kun var tre heste i første volte. Men da den værste konkurrent, Bocellis G K, galoperede, var der frit spil for Elia, der først på den sidste halve omgang måtte arbejde lidt for holde B G Anna Maria på afstand.

I aftenens Golden League-løb forsøgte Solon at udfordre startkanonerne Stand And Deliver og Streetwise, men en hurtig galop gjorde plads for Stand And Deliver, der derefter gennemførte de resterende 2000 meter i ren opvisningsstil. Tempoet var moderat, men alligevel kunne Stand And Deliver vinde med halvanden længde ned til en flot afsluttende Apollo Damgård - på dagen kørt af Mads Petersen.

– Det er bare en fantastisk hest. Vi har aldrig haft en hest som ham – og får det heller aldrig igen. Når han kommer hjem, ser han ud, som om han lige har været på en joggetur, og så skal der bare leges i løkken, fortalte en stolt Henriette Jensen, Stefan Lind-Holms hustru, efter Stand And Delivers sejr.

Hidtil ubesejrede Hazard Sund, denne gang kørt af John Mikkelsen, kunne for en gangs skyld ikke være med i det høje udgangstempo og måtte efter en rejse i dødens spor den sidste halvanden omgang nøjes med en fjerdeplads. Streetwise snuppede tredjepladsen, mens bornholmsmesteren Winner's Wine kørte i stald midtvejs i løbet.

 

Resultater fra Bornholms Brand Park 

1. løb, G B Grafisk, Kaj Fr. Jensens Mindeløb, 1820 meter snore: 9. Ella Lynghøj (Mads Petersen), 21,4, 7. East End (Kenn Christoffersen), 23,1, 1. First Osiris (Michael Skovmose), 24,2, 10. Fenwick 22,6, 5. Indiana Mr Lucky 24,5. Odds: 4,75, Plads: 1,95-3,08-1,85, Tvilling: 37,40 og Trio: 354,78

2. løb, Inhouse præsenterer Travligaen 4, 2160 meter: 3. Chivas Regal (Camilla Samson), 19,2, 5. Billgate (Mads Petersen), 19,2, 4. Baltic Baunely (Tom Olsen), 19,5, 6. Catch Me Will 20,0, 10. Troika Ulvholm. Odds: 19,63, Plads: 3,70-1,50-1.18, Tvilling: 52,44 og Trio 507,65

3. løb, C.P. Lunds Mindeløb, 3000 meter snore: 6. Cerosso (Mads Petersen), 20,6, 2. Timberlake (Susanne Munk), 21,4, 8. Capture (Frank Mikkelsen), 20,4, 9. Roberto 21,0, 4. Watergate 22,5. Odds: 3,09, Plads: 1,43-2,00-4,76, Tvilling: 8,40 og Trio: 249,13

4. løb, Bornholms Brand præsenterer Travligaen 3, 2160 meter: 1. April Hydrup (Henrik Ipsen), 18,1, 4. Toxido (Frank Mikkelsen), 18,5, 7. Jetset Onion (Kenn Christoffersen), 18,5, 11. Bravo Sølvtop 18,8, 6. Speedy Globe 18,8. Odds: 10,68, Plads: 3,17-1,40-1,04, Tvilling: 18,56 og Trio: 155,79

5. løb, BornFiber præsenterer Travligaen 5, 1860 meter: 7. Yanni Knick (Susanne Munk), 20,4, 8. Disney (Mads Petersen) 20,4, 9. No Go (Kenn Christoffersen), 1. Dora Solo 21,0, 5. Emil Baunely 21,1. Odds: 14,66, Plads: 2,32-1,17-2,39, Tvilling: 10,86 og Trio: 97,77

6. løb, Bornholms Heste- & Kreaturforsikring, Helmer Hansens Mindeløb, 21,20 meter snore: 2. Elia (Mads Petersen), 22,7, 10. B G Anna Maria (Kim Mortensen), 21,4, 5. Athene P P (John Mikkelsen), 22,3, 8. Call Me Baunely 22,8, 6. Best Of Magic 23,2. Odds: 1,83, Plads: 1,08-2,34-2,22, Tvilling: 9,55 og Trio: 90,80

7. løb, BornFiber, Bornholms Brand og Inhouse Golden League 4, 1860 meter: 1. Stand And Deliver (Stefan Lind-Holm) 17,7, 8. Apollo Damgård (Mads Petersen), 17,9, 3. Streetwise (Frank Mikkelsen), 18,6, 4. Hazard Sund 19,0, 6. Any Given Monday 20,3. Odds: 1,82, Plads: 1,01-1,68-1,74, Tvilling: 7,68 og Trio: 38,47

8. løb, Bornholms Andelsmejeris Ærespræmie, 1600 meter auto: 5. Dream Winner (Kim Hjort) 20,1, 2. California Laser (Leif Nyboe), 20,3, 7. Diva T C (Niels-Peter Steinlein), 20,3, 1. Frangus Hooligan 20,4, 6. Livi Nectar H M 20,5. Odds: 18,50, Plads: 3,98-1,48-2,01, Tvilling: 37,57 og Trio: 535,24

9. løb: Kop & Kandes Ærespræmie, 1820 meter snore: 3. Spiderman Flamingo (Tonni K. Mogensen), 22,8, 5. One Way Home (Mogens Holm Jørgensen), 23,0, 4. Aura (Niels-Peter Nielsen), 23,0, 7. Soul Artist 22,1, 2. Totti 23,1. Odds: 9,77, Plads: 3,06-2,51-4,99, Tvilling: 40,03 og Trio: 1507,20.

V5-spillet: 2.998 kroner til 24 rækker med kombinationen 6-1-7-2-1

V4-spillet: 60.657 kroner til én række med kombationen 9-3-6-1

Samlet omsætning: 329.472 kroner