Damerne har øvet putning
Samtidig erfarede dameholdet, at modstanderne var bedre til det korte spil, og derfor har man i år valgt at fokusere mere på dette.
– Vi har trænet lidt anderledes i år end sidste år, fortæller holdkaptajn Mette Munch Mikkelsen.
– I år skiftes vi på holdet til at stå for træningerne, så vi ikke bare går ud og spiller ni huller. Der har været en del fokus på short game, og så har vi eksperimenteret lidt med forskellige foursome-konstellationer, siger hun og fortæller, at der har været godt humør til træningerne.
– Vi kan mærke, at vi er begyndt at være bedre sammentømret end sidste år, så vi glæder os alle sammen til at debutere på bornholmsk jord og håber at se mange i weekenden, som vil støtte os og herrerne i 3. division, fortæller hun, hvilket træner Gary Hindshaw i øvrigt også håber på.