Onsdag er den 39-årige billist som i juli kørte fra politiet i Retten på Bornholm. Biljagten endte med et voldsomt uheld, hvor en patruljebil forulykkede. Opdateret: En enig domsmandsret kendte den 39-årige skyldig i samtlige tiltalepunkter.
Han blev derfor idømt ni måneders fængsel, en bøde på 18.000 kroner og en frakendelse af kørekortet i hele 10 år.
Den sorte Audi som tilhørte mandens ekskone blev konfiskeret, ligesom manden skal betale sagens omkostninger.
Den 19. juli klokken 21.25 foregik en voldsom biljagt i Allinge by. Her prøvede politiet at blinke en sort audi ind til siden. I stedet for at stoppe op, valgte føreren af bilen at accelerere, hvilket fik politiet til at eftersætte.
Det resulterede i en voldsom biljagt, hvor øjenvidner tidligere har fotalt til Tidende, at man måtte springe for livet for at undgå den sorte audi og patruljebilen.
Den 39-årige fører af bilen er tiltalt for fem forhold.
Forsætlig fareforvoldelse: På hensynsløs vis at have bragt andre i fare ved at køre for hurtigt i den forkerte vejbane, så en modkørende måtte undvige for at undgå en frontal kollision.
Ikke at stoppe op, når politiet gav signal til det. I stedet at sætte farten op og køre fra politiet.
At være flygtet fra et færdselsuheld involverende politiets patruljebil, hvor patruljen var påført betydelig personskade, og undladt at yde hjælp.
At have kørt mere end 100 procent hurtigere end fartgrænsen på 50 km/t i tættere bebygget område.
Som tidligere straffet for samme forseelse at have ført personbil, selvom han var frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, der kræver kørekort frem til september 2029.
I retten erkendte han forhold to og fem, mens han benægtede forhold et og tre. Forhold fire kunne han delvist erkende - han erkendte nemlig at have kørt for hurtigt, men ikke at have kørt over 100 kilometer i timen.
En hyggelig sommerferie
I retten fortalte den 39-årige, at han i stedet for at tage sydpå var taget til Bornholm med sine to børn og deres mor, som han havde været sammen med i mange år.
– Det skulle have været en hyggelig sommerferie i det danske land, fortæller han.
De seneste år var de dog ikke længere sammen, og det kom til uenigheder mellem de to i sommerhuset den aften. Det ender med at den 39-årige snupper hendes bilnøgler og fortæller, at han vil finde et andet sted at sove. I realiteten vil han dog bare tage lidt frisk luft, og så håber han, at hun vil skrive, at han skal komme tilbage, fortæller han i retten.
– Hun siger, at uanset hvad jeg gør, så skal jeg ikke tage hendes bil, fortæller han om den aften. Han er ikke sikker på, om det handler om, at hendes bil er ganske ny, eller om det også spiller ind, at han har fået frakendt sit kørekort. Han tager dog alligevel bilen.
– Men selvfølgelig skal jeg ikke tage nogens bil, om jeg så har kørekort eller ej, erkender han i retten.
Ren panik
På vej tilbage til sommerhuset blinker politiet ham ind til siden, og de blå blink i bakspejlet får panikken til at stige op i ham, fortæller han.
Han har nemlig i mange år været på kant med loven, og derfor vælger han i ren panik at sætte farten op.
– Det var foden, der gjorde det, fortæller han, og demonstrerer med et tramp i gulvet, hvor foden røg i bund.
– Det er ikke bremsen, du mener, spørger anklageren.
Den tiltalte forklarer, at det ikke var bremsen, men speederen der bliver trådt i bund i ren panik.
– Jeg er ret ferm til at køre bil. Selvom mit kørekort er blevet frataget, så kan de jo ikke tage mine færdigheder fra mig, fortæller han.
Han gætter på, at han kører omkring 60 kilometer i timen.
– Jeg tænker ikke, at det er muligt at køre stærkere, uanset hvor gode færdigheder man har, for det er meget små veje, fortæller han.
Han er ikke opmærksom på sit speedometer, men han oplever, at han har fint styr på det hele vejen, og at der ikke er nogen, der springer for livet.
– Det er ikke, fordi jeg kører voldsomt, men jeg kører frisk, fortæller han.
Hører et stort brag
Da bilen nærmer sig Nordlandet, fortæller den 39-årige, at han bliver mere klar i hovedet og bliver klar over, at han skal stoppe bilen.
Han slipper derfor speederen og triller. Han fortæller desuden, at han åbner bildøren for at signalere, at han vil overgive sig og lægge sig fladt ned.
– Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke, hvor jeg skal køre hen. Jeg er ikke kendt på stedet, fortæller han om den planløse flugt.
Igennem dem åbne bildør hører han imidlertid et højt brag, og her ved han, at der er sket en katastrofe.
– Jeg hører et stort brag, og hvis det første var en panikhandling, så vil jeg ikke kalde det en mindre panikhandling, det der skete der. Så jeg triller afsted igen. Jeg bryder ud i gråd - kører op til sommerhuset, og fortæller min ekskone, at der er sket noget rigtig møg.
Handler det om, at du er blevet eftersat af poltiet, eller hvad er det, du fortæller hende?
– Jeg fortæller, at der er sket en ulykke.
Den tiltalte fortæller, at han efter nogle dage tog sig sammen til at henvende sig fysisk på politigården.
Videoklip fra Allinge
I løbet af dagen skal flere vidner fortælle, hvad de oplevede den dag.
Blandt andet skal de to politiassistenter som sad i bilen den dag aflægge vidneforklaring, ligesom flere andre.
Der blev desuden vist et videosammenklip fra forskellige kameraer i Allinge by, hvor man kan se den høje fart i gadebilledet, og udlæsninger fra politibilen, som viser, at den har kørt mellem 130 og 160 kilometer i timen.
Hvis tidsplanen holder, falder dommen onsdag eftermiddag. Her påstår politiets anklagemyndighed frihedsstraf til den 39-årige, ligesom de ønsker at bilen skal konfiskeres.