SYNSPUNKT / DEBAT / Onsdag 10. december 2025 • 15:30

Bopælspligt uden reel kontrol giver ingen mening


Er reglerne ligegyldige?

Det er med lige dele forundring og skuffelse, at jeg læser social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens afvisning af at give ø-kommunerne mulighed for en mere effektiv kontrol af bopælspligten.

Bornholm står – ligesom de øvrige danske øer – i en situation, hvor alt for mange helårshuse bruges som fritidshuse, selvom de er omfattet af bopælspligt.

Det efterlader tomme huse i store dele af året og underminerer muligheden for på langt sigt at fastholde skoler, daginstitutioner, forretnings- og foreningsliv og i det hele taget et levende lokalsamfund året rundt.

Når Bornholm sammen med fem øvrige ø-kommuner i fællesskab beder om redskaber til at håndhæve de regler, der allerede findes, burde det i sig selv sende et kraftigt signal om problemets omfang. Kommunerne beder ikke om adgang til private hjem, men alene om muligheden for – i tvivlstilfælde – at indhente forbrugsdata hyppigere end én gang om måneden.

Det er i mine øjne en proportional og rimelig kontrolform, der på ingen måde går på kompromis med borgernes retssikkerhed.

Tonedøv minister

Ministerens begrundelse om risikoen for at kunne "tegne et adfærdsmønster" virker ærlig talt en anelse tonedøvt og stiller de danske øsamfund foran en ganske reel trussel i form af affolkning, boligpriser på himmelflugt og en langsom, men sikker udhuling af det lokalsamfund, som vi alle forsøger at værne om.

Når bopælspligt ikke kan håndhæves, så bliver den blot et ord på et papir. Og når bøderne for overtrædelse er så lave, at de blot indregnes som en driftsudgift for folk, der ønsker et ekstra fritidshus, ja så bidrager det yderligere til problemet.

Ministerens vurdering af, at bødestørrelserne "kan mærkes af de fleste", harmonerer dårligt med virkeligheden i et marked, hvor huse handles for flere millioner kroner.

Fair kontrol

Vi efterlyser tydelige regler, fair kontrol og politisk vilje til at støtte op om de små lokalsamfund, som staten ellers så gerne hylder, og det vil derfor være klædeligt om ministeren genovervejer sit standpunkt og tager ø-kommunernes henvendelse alvorligt… og ikke mindst begrebet bopælspligt bogstaveligt.








FÅ ABONNEMENT