Sådan fik mæglerpar solgt årets dyreste hus på Bornholm

Sådan fik mæglerpar solgt årets dyreste hus på Bornholm
Nanna Löwe Bruun er indfødt bornholmer, der efter små tyve år væk fra Bornholm, vendte hjem i 2020 for at bosætte sig i Gudhjem, hvor hendes bedsteforældre og mor er vokset op. Mads Löwe Bruun er kommet på Bornholm fra barnsben og har også familie på øen. Foto: Löwe Bruun Bornholm
ERHVERV | Tirsdag 9. december 2025 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
ERHVERV | Tirsdag 9. december 2025 • 05:30

Det er Löwe Bruun Bornholm, der har stået for salget af Annette Heick og Jesper Vollmers sommerhus i Allinge. Det er det dyreste hus, der er blevet solgt på Bornholm i år, og det er samtidig også en af de største handler, den lokale ejendomsmægler har formidlet.

11.750.000 kroner.

Så meget måtte Tandlægeforeningen betale for at få fingrene i Annette Heick og Jesper Vollmers sommerhus på Strandvejen 38A i Allinge. Huset - som har navnet RÅ - blev sat til salg i maj, og der var rift om det fra starten af.

– Salgsforløbet har været meget som forventet. Til en ejendom som RÅ står der typisk en specifik og forholdsvis snæver gruppe købere klar fra starten – ikke nødvendigvis mange, men til gengæld meget dedikerede. Vi har haft en håndfuld seriøse interesserede, og de endelige købere har været på banen noget tid, fortæller Nanna Löwe Bruun fra Löwe Bruun Bornholm, der har stået for salget.

– Der var nogle forhold, der skulle afklares, før en handel kunne gennemføres, og derfor blev processen lidt længere end normalt, men uden at være usædvanlig for denne type ejendom. For os har det vigtigste været at sikre et ordentligt og transparent forløb, hvor både sælger og købere kunne lande det i et tempo, der føltes rigtigt for dem, fortæller hun.

Afslag på 750.000 kroner

Huset blev sat til salg med en udbudspris på 12.500.000 kroner, og der blev dermed givet et afslag i prisen på 750.000 kroner. Men det er ikke usædvanligt, fortæller ejendomsmægleren.

– Det er helt almindeligt, at der sker en forhandling i den sidste del af et forløb, særligt når vi er i den prisklasse. At ejendommen blev solgt med et mindre afslag, var derfor ikke overraskende. Det er en del af markedet for huse i den kategori, hvor køberfeltet er smalt, og beslutningerne ofte er komplekse, fortæller Nanna Löwe Bruun.

Heick og Vollmer går da nok heller ikke fattige fra handlen. Salgsprisen på 11.750.000 kroner gør det til det dyreste hus, der er solgt i kommunen de seneste 12 måneder ud af i alt 622 boliger.

Salget er samtidig en af de største, som Löwe Bruun Bornholm har stået for, siden virksomheden åbnede i Gudhjem i august 2020.

– RÅ er blandt de dyreste ejendomme, der er handlet på Bornholm, og det ligger i vores egen top-5 over de største handler, vi har formidlet. Det er generelt meget få ejendomme uden landbrugsjord på øen, der handles over 5 millioner kroner, så på den måde er ejendommen usædvanlig i en bornholmsk kontekst, fortæller Nanna Löwe Bruun.


Strandvejen 38A i Allinge er en af de dyreste handler, som Löwe Bruun Bornholm har formidlet. Foto: Löwe Bruun Bornholm

Godt samarbejde med Heick og Vollmer

Löwe Bruun Bornholm er kendt for at stå for salg af nogle af de dyreste huse på Bornholm - og også ofte nogle af de mest specielle huse. Ejendomsmægleren medgiver da også, at Strandvejen 38A vitterligt er et af de mere specielle huse på Bornholm - men det betyder ikke, at de har gået mere op i salget af dette hus.

– Ejendommen skiller sig arkitektonisk ud, men for os er udgangspunktet altid det samme: Uanset om det handler om et lille sommerhus på Dueodde eller en ejendom som RÅ, er en hushandel en stor og personlig beslutning for vores kunder. Det ansvar tager vi meget alvorligt, siger Nanna Löwe Bruun.

– Når vi går ind i et samarbejde, gør vi det med samme grad af dedikation – uanset størrelse, prisniveau eller beliggenhed. På den måde har RÅ været et projekt som alle andre i vores forretning: en proces, hvor vi arbejder tæt, fortroligt og respektfuldt med mennesker, der står midt i en stor overgang i deres liv.

Ejendomsmægleren fortæller til slut, at samarbejdet med sælgerne Annette Heick og Jesper Vollmer har været rigtig godt.

– Vi er taknemmelige for det samarbejde, vi har haft med Jesper og Annette, og glade for at have kunnet hjælpe dem videre i et nyt kapitel – denne gang uden en ejendom på verdens smukkeste ø, siger Nanna Löwe Bruun.

Om Löwe Bruun Bornholm

Det er Mads og Nanna Löwe Bruun, der står bag Löwe Bruun Bornholm. På mæglerparrets hjemmeside kan man læse følgende om virksomheden:

"Det handler om kærlighed. Kærlighed til Bornholm, til boliger, til branchen og ikke mindst kærlighed til hinanden. Da vi faldt for hinanden, havde Mads to ejendomsmæglerbutikker under eget navn i Charlottenlund og Hellerup. Nanna var vendt tilbage til rødderne på Bornholm efter en årrække i udlandet og København. Kærligheden vandt, og vi var ikke i tvivl om at Bornholm var stedet, hvor vi skulle bo. Mads er fra barnsben af kommet på Bornholm og har familie bosat på øen. Samtidig har Mads løbende gennem årene været med til både at vurdere og sælge boliger på øen. Så efter 25 år som ejendomsmægler i Nordsjælland, blev butikkerne solgt, og beslutningen om at starte firma sammen blev taget. I august 2020 åbnede vi således vores familiedrevnevirksomhed, Löwe Bruun Bornholm, i hvad vi betragter som verdens fineste by, Gudhjem.

Vi går op i at fremtidssikre Bornholm, og især de små kystbyer, hvor der er bopælspligt. Her skal være liv hele året, husene skal have lys i vinduerne og der skal være børnestemmer i gaderne. Vi har alle et ansvar for, at vores huse bliver solgt til folk, der rent faktisk vil bidrage til øen, og vi vil gøre vores for at orientere om den gældende lovgivning på området. Derfor er det for os mindst lige så vigtigt at pointere, når et hus har bopælspligt, som når det ikke har. Igen, dette leder os tilbage til vores værdier som mennesker og ejendomsmæglere. Vi mener at integritet og at kunne se både køber og sælger i øjnene efter endt samarbejde er fundamentalt, og vi gør ikke noget halvt."



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT