Magnus er udsendt i Letland: 'Man kan godt tænke: Hvorfor fanden er jeg her?’

Olivia Emma Espersen

Journalist

24-årige Magnus Lillelund fra Rønne er udlært kampvognsskytte og udsendt til Letland som en del af Natos afskrækkelsesmission. Han mærker, hvor meget soldaternes indsats betyder for en befolkning, der frygter Rusland.

I tre og et halvt år havde Magnus Lillelund forberedt sig. Dag ind og dag ud med øvelser og simulatorer. Hele tiden med udsigten til en udsendelse.

Alligevel føltes det næsten uvirkeligt, da han efter sommerferien stod i lufthavnen og havde sagt farvel til sin kæreste og familie.

Det var som om, han aldrig helt havde troet, at det ville ske. Lige indtil øjeblikket kom.

– Og så var der altså ingen vej hjem igen, siger han.

Danmark har siden april 2022 haft soldater udsendt i Letland som en del af Natos forsvarsplan.

En af soldaterne i Camp Valdemar er 24-årige Magnus Lillelund fra Bornholm.

Der er mange ting, han ikke må dele med folk uden for Forsvaret. Blandt andet hvor længe han skal være i Letland. Men han ankom i august og er en af de cirka 800 danske soldater på basen.

De holder til i byen Adazi i det østlige Letland, lidt over 600 kilometer i fugleflugt fra Bornholm og under 200 kilometer fra den russiske grænse.

Opgaven er klar: at afskrække fjenden.

– Vi skal være her for at støtte Natos sikring mod Rusland og fungere som afskrækning, så russerne ikke får nogen dumme ideer, siger han.

Men det er ikke kun kampvogne og øvelser, der fylder i hverdagen for soldaterne på basen.

Fra Bornholm til Baltikum

Magnus Lillelund har skaffet en lånetelefon for at kunne ringe hjem til fødeøen. Af sikkerhedshensyn må de danske soldater ikke have et simkort.

Han er født i Rønne, men har boet i Aarhus i mange år.

Hans vej ind i forsvaret startede med værnepligt i Livgarden. Derefter søgte han ind på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse (HRU) i Holstebro.

Han kom dog ikke ind i første omgang og måtte derfor tage et andet arbejde.

Men ønsket om at blive en del af Forsvaret blev ved med at være der.

Drømmen opstod helt tilbage i barndommen, da han blev fascineret af heltene på film, og folk han så på gaden i uniformer.

– Om det var brandvæsenet eller politi. De havde en naturlig autoritet og selvtillid.

– Så jeg tænkte, at jeg godt kunne tænke mig at trække i uniformen og gøre et eller andet. Blive en del af noget større, forklarer han.

Efter to år kom Magnus Lillelund ind på uddannelsen og blev fastansat som kampvognsskytte i Tredje Kampvognseskadron.

En kampvogn bemandes af fire personer; en kører, en hjælper som lader kanonen og støtter kommandøren, en kommandør som har kommandoen over vognen, dirigerer, giver skudkommandoer til skytten og søger efter mål med sine observationsmidler i samarbejde med skytten, og så er der skytten.

Det er den sidstnævnte funktion, Magnus Lillelund er uddannet til.

Skyttens opgave er at styre tårnet og skyde kanon og tårngeværet - og i samarbejde med kommandøren at finde mulige mål og give meldinger.

Til det bruger de en kanon, som skyder 120mm, der kan nedkæmpe kampvogne, pansrede mandskabsvogne og infanterikøretøjer.

– Og så har vi vores tårngevær, som bruges til infanteri og andre bløde mål, tilføjer han.

Infanteri betyder på ikke-militærsprog; soldater til fods.

Der findes mange forskellige jobs i Forsvaret, og Magnus Lillelund vidste ikke, hvad han helst ville, før han var til ”Åben Hede”. Et arrangement, der afholdes hvert år i Oksbøl, hvor forsvaret viser alt sit udstyr frem.

Han husker kampvognene, der kom kørende ud på græsset, og lyden af motorerne og skuddene. Det overbeviste ham om, at han skulle være kampvognsmand.

– Lige siden er jeg blevet bekræftet i, at det var det rigtige for mig. Det er som en drengedrøm, der går i opfyldelse, siger han og uddyber:

– Det er tungt, det larmer, og det kan sige bang.

Nu trækker han hver dag i uniformen i Letland klokken 06 om morgenen, og de fleste dage sætter han sig ind i en Leopard 2A7 – den nyeste og mest avancerede version af den tyske kampvognsplatform, Danmark har haft siden 1976.

Tidligere kampvogne har været udsendt til Balkan og Afghanistan.

De nyere våbensystem vejer cirka 68 tons og har en motorkraft på 1.500 hestekræfter.

Dagene i Camp Valdemar kan se meget forskellige ud.

Hverdagen i Letland

I den danske lejr bliver soldaterne uddannet både inden for deres egen bataljon og i større øvelser med Nato-partnere.

– Truslen er der jo ikke endnu. Men vi er klar, hvis noget sker, siger Magnus Lillelund.

– Her er noget super godt øvelsesterræn, som vi ikke nødvendigvis har i Danmark, tilføjer han.

Men det kan også give nogle udfordringer, når så mange lande er samlet på ét sted.

– Vi er rigtig mange mennesker hernede med en masse planer om uddannelse. Og der bliver vi mødt af nogle problemer. Vi er simpelthen for mange mennesker til, at vi alle sammen kan være i øvelsesterrænet på samme tid. Vi deler jo terrænet med de 13 andre Nato-allierede, siger han og fortsætter:

– De er knap 3500 mennesker ovre på den anden militære base, og vi kan simpelthen ikke være ude og køre alle sammen hver dag. I nogle perioder har vi ikke været ude at køre kampvogn så meget, som vi gerne vil.

I de perioder bruger de danske soldater i stedet tiden på førstehjælpsuddannelse eller simulatorøvelser, fortæller han.

Dagene starter typisk med morgenmad i spisesalen, og klokken 07 mødes soldaterne ved garageområdet for at gennemgå dagens plan.

– Meget af tiden har vi eftersyn på vores kampvogne. En dag kan starte klokken 07, hvor vi går i gang med at reparere bilerne og får bestilt reservedele. Så hopper vi til frokost 11.30, og klokken 12 er vi tilbage og kører videre. Det kunne enten være med noget træning eller simulator, og så har vi typisk fri omkring 15.30, siger Magnus Lillelund.

Ugen efter kan være en skydeperiode, hvor kampvognene tager afsted allerede klokken 05, skyder hele dagen og først er hjemme igen klokken 23.

Opbakning til Forsvaret

De danske soldaters ’hjem’ består af en lejr bygget op om containerordninger, som Magnus Lillelund kalder ”supermoderne”. Nogle af soldaterne bor to og to, andre tre og tre.

– Man kommer hinanden ved. Men faciliteterne fejler ingenting, siger han.

Kollegaerne er de samme, som han stod op og ned ad hver dag hjemme i Danmark. Men i Letland kommer de endnu tættere på hinanden.

Når de trækker ud af uniformerne, mødes de på ”Kuffen”, basens soldaterhjem. Uden for tjeneste spiller de PlayStation og ser film.

– Og der er kaffe og kage flere gange i døgnet.

Der er også nye træningsfaciliteter, så man kan komme i god form, tilføjer han.

– Heldigvis har vi ikke mere travlt, end at vi også kan tage ud fra lejren, spise og køre ind til Riga midtby og se, hvad byen har at byde på, komme ud blandt lokalbefolkningen og vise, at vi er her.

Han mærker tydeligt, at deres tilstedeværelse betyder meget for befolkningen.

– Det har været et krigshærget land, og det kan godt mærkes, siger han.

Letlands uafhængighedsdag i sidste måned var ”noget af en helt anden verden”, fortæller Magnus Lillelund.

– Det er lidt ligesom deres flagdag, men hjemme i Danmark betyder det en fesen tur ned på rådhuset. Hernede havde de kørt hele molevitten ud; kampvogne, IKK'er og PMV'er (forskellige militære køretøjer, red.) fra samtlige Nato-lande, og der var flere tusinde mennesker, helikoptere og jagerfly, siger han og fortsætter:

– Det var virkelig stort. Der følte jeg, at man så en opbakning til totalforsvaret, som man måske ikke ser så meget derhjemme.

Selvom arbejdet i Letland nogle gange kan føles lavpraktisk, er han stolt af sin indsats.

– I det store billede gør vi en forskel. Det kan godt være, at det ikke er hver dag, man mærker det som enkeltperson. Men i den store ramme – i Nato-rammen – er det vigtigt, at vi er her.

Det er let at komme til at ligge i sengen med hjemve, fortæller han:

– Man kan godt tænke: Hvorfor fanden er jeg her?

Derfor er det vigtigt at holde sig i gang, mener Magnus Lillelund.

– Vi er i en heldig situation, at det her er jo altså ikke Afghanistan. Du har mulighed for at ringe hjem hver dag, såfremt vi ikke har været i skoven.

Og det gør han ofte.

– Det var hårdt at sige farvel. Det tror jeg bestemt også, det var for mine forældre og min søde kæreste. Heldigvis kan vi se frem til at flytte sammen, og mens jeg har været hernede, har vi fundet en lejlighed, som jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og se, siger han.

Det mener han er godt for at holde humøret oppe.

– Jeg tror, det er vigtigt at fortsætte med at lægge planer, så man har noget at se frem til, når man kommer hjem. Det kan være noget så simpelt som at købe billetter til et standup-show om et halvt år.

Og hvad nu, hvis der kommer krig?

– Det er noget, jeg tog stilling til for første gang, da jeg søgte ind som konstabel og til HRU. Dengang handlede det om, om man troede, man kunne klare det, og hvordan man mentalt ville have det, svarer han og tilføjer:

– Nu ved jeg, at vi har de faglige kompetencer, og jeg har enorm tillid til mine kollegaer og ledere. Skulle vi komme i krig, er der ingen, jeg hellere ville udsendes med.