KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / Tirsdag 9. december 2025 • 19:00

Kæberasleren skyldes Mette Frederiksen

Kæberasleren skyldes Mette Frederiksen
Den slags populisme får ikke alle vælgere til at glemme, skriver debattøren. Foto: Marie Emilie Hofmann

Det er blevet en skæbnetime for SVM-regeringen.

I ugerne op til kommunalvalget 18. november førte Socialdemokraterne kampagne på en bølge af arrogance og bedrevidenhed, suppleret med heftig kritik af de tidligere støttepartier Socialistisk Folkeparti (SF) og Enhedslisten (Ø).

Resultatet er sigende blevet betegnet som en kæberasler, og det skyldes nok også statsminister Mette Frederiksens adfærd på sociale medier med makrelsalat, deltagelse i dansktopkoncerter og servering af pølser med ketchup og sennep i bedste Donald Trump stil på tik-tok.

Den slags populisme får ikke alle vælgere til at glemme "den stjålne fridag", minksagen til 30 milliarder kroner, FE-skandalen, hendes pludseligt genopståede kærlighed til SF, som Lars Løkke Rasmussen nu også deler, angreb på pressen eller politisering af embedsværket.

Ja, efter folketingsvalget i juni 2019 ansatte de 19 ministerier 27 nye presse- og kommunikationschefer – seks ud af otte nye presse- og kommunikationschefer havde tilknytning til regeringen og syv ud af ni nye presse- og kommunikationschefer havde politisk tilknytning til de socialdemokratiske ministre.

Fremgang, tilbagegang og splittelse

Tilslutningen til Socialdemokratiet faldt med mere end 5,2 procentpoint (pp) i forhold til 2021, og de gik tilbage i 87 ud af 98 kommuner. Partiet Venstre gik tilbage med 3,3 pp, og Det Konservative Folkeparti gik tilbage med 12,7 pp.

De gamle magtpartier gik med andre ord tilbage, som forudsagt her den 3/11-25, hvilket naturligvis medførte fremgang for andre.

Husk, at partiet Venstre, som det var før kommunalvalget i 2021, nu er delt i tre partier, nemlig Venstre, Moderaterne og Danmarksdemokraterne. Allerede i 1905 udskilte Det Radikale Venstre sig, og i 2007 stiftede de radikale Naser Khader og Anders Samuelsen og den konservative Gitte Seeberg som modspil til Dansk Folkeparti et nyt parti, Ny Alliance, der senere skiftede navn til Liberal Alliance.

Et valg om kultur og religion?

Helt frem til ugerne før valgt kunne Socialdemokrater uimodsagt hævde, at højrefløjen

a) ikke kunne blive enige om noget

b) ikke havde en statsministerkandidat.

Det ser debatten om indvandring, kriminalitet og krav om ændring af konvention om statsborgerret nu ud til at kunne ændre på. Konventionen er fra dengang i 1997, da socialdemokrater stadig nægtede, at megen indvandring kunne medføre udfordringer, hvad Ishøj kommunes borgmester Per Madsen ellers belærte alle om allerede i 1976, da han effektiv lukkede munden på en uvidende partisekretær og igen i 1987, da han i udtalelser til pressen frygtede Khomeinysering.

Efter lang tids kritik af forholdene fra Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, Borgernes Parti og Liberal Alliance har Troels Lund Poulsen (V) meddelt, at Venstre muligvis vil gå med til at kræve forhandling af konventionen

Er der forbrødring til højre i sigte?

Her er vi så - med partier, der længe har være kritiske over for centrum-venstre partierne og deres "jernmarker og vindturbiner", og nu har fået Venstre på krogen i en sag, som er gift for S og Venstrefløjen, der aldrig har kunnet se noget problem.

Dansk Folkepartis fadæse med at lade kunstig intelligens indgå i skrivningen af en aviskronik, tyder ikke på overdreven brug af ganske almindelig intelligens før beslutningen blev truffet, men det synes nu glemt efter meldingen fra Venstres formand.

Vil de konservative støtte ham? Kan de bevare enigheden? Vil centrum-venstre overleve med hovedet i busken?

Jan Eskildsen er en af Tidendes kommentatorer. Bosiddende i Sandvig har han et langt CV. Han har især beskæftiget sig med grafisk produktion og udvikling som skribent, tilrettelægger og udvikler. Han har en stor interesse i historie og samfund og er engageret i Folkeuniversitetet.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT