I weekenden har Cilja Folman Westh været i Strzegom i Polen, da hun skulle være med til EM i pony-military. Fredag morgen blev der dystet i dressur, hvor hun på sin pony Solvangs Morning Surprise fik en 13. plads ud af i alt 43 startende, men lørdag gik det galt i terrænløbet.
Cilja Folman Westh og Solvangs Morning Surprise havde et stop ved forhindring nummer 15, 17 og 18, og da man højst må have to stop, udgik de. Dermed fik Cilja Folman Westh ikke mulighed for at deltage i den tredje og afsluttende disciplin, spring, som bliver afviklet søndag.
Landsholdsrytteren måtte bruge et par timer på at sunde sig over det skuffende resultat, men allerede lørdag aften kunne hun se positivt tilbage på EM-oplevelsen.
– Det har været en virkelig fed og lærerig oplevelse. Det er ikke gået helt efter planen, men vi vender helt klart tilbage næste år, siger hun til Tidende over telefonen.