I denne uge skal du lære hjernen at slappe af: 'Træk vejret!'

I denne uge skal du lære hjernen at slappe af: 'Træk vejret!'
Nu har man chancen for at komme i god form sammen med personlig træner Nadia Thorius fra Rønne. Hver uge i april vil hun i Bornholms Tidende præsentere nogle øvelser og en sundhedsopgave, som man kan deltage i derhjemme. Vi er nu nået til uge 4 – som også er den sidste uge – hvor træningsprogrammet sætter fokus på vigtigheden i at trække vejret ordentligt. Se øvelserne nederst på siden. Privatfoto
| 21. APR 2021 • 09:29
Af:
Nadia Thorius
personlig træner

21. APR 2021 • 09:29


Serie: Træn med Tidende

I april måned har du mulighed for at få inspiration i Bornholms Tidende til, hvordan du kan komme i form, så du kan få et sundere og bedre liv.

Hver uge vil personlig træner Nadia Thorius, som ejer firmaet Fit4Life i Rønne, lave et træningsprogram for hele kroppen med billeder og forklaring til hver af øvelserne, og hun understreger, at ALLE kan deltage; børn, teenagere, voksne og ældre.

En sund livsstil er nemlig for alle, og træningen kræver intet udstyr og bestemt heller ingen erfaring inden for træning eller sundhed.

Derudover vil Nadia Thorius også lave en ugentlig sundhedsopgave til læserne, og det kan variere fra fysisk bevægelse til mentale udfordringer.

– Jeg glæder mig til at se Bornholm i form!, siger hun.

HJEMMETRÆNING UGE 4

De fleste af os trækker vejret alt for overfladisk. Livet leves hurtigt, og særligt når vi er stressede, bruger vi oftest kun den øverste del af lungerne. Vi glemmer at trække vejret helt ned i maven og snyder derved os selv for en masse energi.

Først når du bliver bevidst om dit åndedræt og ved, hvordan du kan træne det, vil du kunne lære at trække vejret ordentligt. Din krop vil straks optage mere ilt, og du vil efter kort tid få mere energi og opnå en større mental ro. Effektiv vejrtrækning er en simpel og virksom måde, hvormed du kan styrke balancen mellem krop og sind.

Mindfulness er for alle, der lever et liv med høj aktivitet i det daglige. Ikke kun høj fysisk aktivitet, men også høj hjerneaktivitet kan skabe uro og medføre, at kroppen kører i et højt alarmberedskab. Mindfulness har den egenskab, at den reducerer mængden af stresshormoner i kroppen, og får hjernen til at slappe af.

Blandt andet derfor er mindfulness så populært blandt både sports- og erhvervsfolk samt til behandling af stress.

Hvilke fordele er der ved at kunne trække vejret effektivt?

⁃ Få mere energi i hverdagen

⁃ Bliv bedre til at håndtere pres

⁃ Optimer dine præstationer i hverdagen

⁃ Undgå at blive syg eller bliv hurtigere rask

⁃ Bliv gladere og få et lysere sind

⁃ Lev et sundere og længere liv

Havde du spurgt mig for to år siden, hvilke tanker jeg havde omkring mindfulness og meditation, så havde jeg nok bare rystet på hovedet, grinet lidt og sagt: Det er bare en opreklameret trend, og den skal jeg ikke hoppe med på.. NOT GONNA HAPPEN!

Men jeg blev klogere… jeg stod et sted i livet dengang, hvor jeg skulle trække vejret NU, jeg skulle finde den indre ro og styrke NU.. ikke imorgen, ikke om nogle måneder, men NU!

Mindfulness har betydningen opmærksomhed. Så når du implementerer mindfulness, så fokuserer du altså på OPMÆRKSOMHEDEN i nuet. Trækker vejret lige der, hvor du er, og flytter opmærksomheden fra dagens tanker, der fylder, til tanker omkring ro, indre balance og vejrtrækning.

De første mange gange jeg forsøgte mig med mindfulness, faldt jeg enten i søvn, eller mine tanker var 1000 andre steder, og jeg var faktisk tæt på at smide håndklædet i ringen.. det var simpelthen for svært og umuligt det her.

Øvelse gør mester

Men det er lidt ligesom at lære at cykle.. jo mere du gør det, jo bedre bliver du til det. Det har tog mig cirka et års tid at nå dertil, hvor jeg følte mig helt i balance med at “koble fra” i løbet af dagen.

Og husk: Mindfulness behøver ikke være flere timer ad gangen. Det kan bare være en "pause" på fem minutter i frokostpausen, hvor du lige flytter opmærksomheden.

Jeg bruger mindfulness og meditation i løbet af dagen, hver dag. Jeg har sågar købt en meditationspude (jeg griner faktisk lidt, når jeg skriver dette). Til efteråret starter jeg på mindfulnessinstruktøruddannelsen og vil derefter kunne tilbyde forløb med mindfulness :-)

Så mit budskab til dig: TRÆK vejret, inviter ro og balance indenfor.

Hvis mindfulness og meditation kan lykkedes for mig, så kan det altså lykkedes for ALLE! Tålmodighed ;-)

Er forresten vild med dette citat:

"De, som trækker vejret halvt, lever halvt"


Se øvelserne til træningsprogrammet i uge 4 her:

Personlig træner Nadia Thorius har udvalgt disse fire øvelser til denne uges træningsprogram:

* Frogger

* Krabbe

* Burpee

* Rygstræk

Der skal laves 12 gentagelser af hver øvelse, og det skal man gøre i alt tre omgange. For optimal effekt udfører du programmet tre gange om ugen.

Ugens sundhedsopgave:

Tag fem minutter hver dag, sæt dig godt tilrette et sted. TRÆK vejret dybt ind gennem næsen, så du kan mærke, at din mavesæk bliver fyldt med luft. Fokuser på noget rart, og gentag.

– For at jeg kan følge med i din proces til en sundere livsstil, kan du på instagram poste et billede og skrive # bornholmiformmedfit4life og tag @fit4life_ nadiathorius, fortæller Nadia Thorius.

– På den måde er du sikker på en ekstra " high-Five" fra mig, siger hun.

Se her, hvordan du laver øvelserne:
 

FROGGER

* Lig i planken.

* Hop frem med det ene ben, så det lander ved siden af din albue.

* Hop tilbage i plankepositionen, og skift derefter ben.

 

KRABBE

* Sid på gulvet, placer hænderne ved numsen, således at fingerspidserne peger fremad.

* Løft numsen op fra gulvet.

* Slip gulvet med højre hånd og venstre ben.

* Kom tilbage til start positionen, og udfør øvelsen med modsatte arm og ben.

 

BURPEE

* Stå med bred afstand imellem fødderne.

* Lav en squat.

* Sæt hænderne i gulvet, og hop tilbage med begge ben samlede.

* Så står du i en planke.

* Hop frem med begge ben, så de lander ved siden af hænderne. Altså brede ben igen.

 

RYGSTRÆK

* Lig på maven, placer albuerne ved siden af brystet.

* Træk bagdelen tilbage, og mærk strækket i ryggen.

* Gentag.

 

 


Om Nadia Thorius

Arkivfoto: Berit Hvassum

Jeg hedder Nadia Thorius, er 38 år, bor i Rønne og er mor til tre skønne børn; Nikoline, Rasmus og Filippa.

Jeg har siden 2009 beskæftiget mig med fitness, træning, kost og mental balance på fuldtid, og jeg er uddannet fitnessinstruktør, nutrition coach, personlig træner og positiv psykolgivejleder. Lige pt. læser jeg til kognitiv terapeut.

Jeg har uddannelse i følgende koncepter og holdtyper:

* Zumba

* Zumba gold

* LesMills BORN TO MOVE ( børnefitness )

* LesMills BODYCOMBAT

* LesMills BODYCOMBAT ADVANCED

* LesMills SH’BAM

* LesMills CXworx

* LesMills BODYPUMP

* LesMills BODYATTACK

* LesMills GRIT ( HIIT )

* TRX training

* Bootylicious

Desuden er jeg tidligere gymnast og har gået på øens REPhold. Undervejs har jeg undervist en masse gymnastikhold, både børn og voksne samt både rytmisk gymnastik og springgymnastik.

Jeg startede min egen virksomhed Fit4Life i 2019 med personlige forløb, fysiske bootcamps og holdtræning. Nu har jeg tilføjet online bootcamps og challenges. På instagram har firmaet profilnavnet fit4life_nadiathorius og på facebook Fit4life v/Nadia Thorius.