KØB ABONNEMENT
Lørdag 29. november 2025 • 05:30

Her er den bedste gave, kommunen kan give Rønne

Her er den bedste gave, kommunen kan give Rønne
Jens Christian Olsen drømmer om, at kongeparret kan indvie Dams Gård som medborgerhus i forbindelse med Rønnes jubilæum i 2027. Foto: Holger Larsen
Journalist

Jens Christian Olsen fylder 70, men er mere optaget af de gaver, han håber Rønne by får ved købstadsjubilæet i 2027.

Da Rønne i 1977 havde 650 års jubilæum som købstad, indviede man Nordre Kystvej, et nyt rådhus i Landemærket blev taget i brug, Rønne Svømmehal blev indviet, og i Snellemark blev der opstillet en ny Ole Christensen-skulptur for blot at nævne nogle af de store gaver og investeringer i byen.

Jens Christian Olsen har ingen forestillinger om, at en lignende gaveregn skal finde sted, når Rønne by fylder 700 år i 2027. Mindre kan gøre det, og på en lille travetur i Rønnes bymidte gøres der holdt ved Krystalgade. Jens Christian Olsen glæder sig over, at kommunalbestyrelsen har besluttet at igangsætte en udvendig renovering af Dams Gård. Han håber, at det vil blive besluttet at føre planerne videre, så han kan få opfyldt sit helt store fødselsdagsønske for byen.

– Den bedste jubilæumsgave, kommunen kan give Rønne, vil være Dams Gård som et medborgerhus. Mange mindre byer har medborgerhuse, men Rønne har ikke, og det mangler vi, siger Jens Christian Olsen.

Jens Christian Olsen, der er formand for Rønne-Knudsker Byting, er i spidsen som koordinator for de frivillige kræfter, som arbejder med markeringen af Rønnes 700 års jubilæum.

12 år på statsskolen

Den tidligere formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation på Bornholm opnår selv en tiendedel af den alder, når han lørdag den 29. november fylder 70 år.

Jens Christian Olsen er født på Allinge Sygehus på Næs. Da han var to år, blev forældrene skilt, og han og en søster flyttede med moren til Rønne.

– Vi boede hos mine bedsteforældre i en tjenestebolig på Rønne Statsskole, hvor min morfar var pedel. Jeg plejer at sige, at jeg har gået i 12 år på statsskolen, idet jeg senere tog HF på skolen.

Den sidste del af barndommen og de første ungdomsår tilbragte han i Svaneke:

– Jeg talte "rønnefint", da jeg kom til Svaneke, så du kan fankemaj tro, at jeg blev drillet. Så jeg lærte at tale bornholmsk, siger han.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at igangsætte en udvendig renovering af Dams Gård, hvilket glæder Jens Christian Olsen. Foto: Holger Larsen
Kommunalbestyrelsen har besluttet at igangsætte en udvendig renovering af Dams Gård, hvilket glæder Jens Christian Olsen. Foto: Holger Larsen

Faglig sekretær

Jens Christian Olsen vendte tilbage til Rønne og havde forskellige job i Rønne som ufaglært, blandt andet i daginstitution, og han stiftede bekendtskab med fagbevægelsen.

– Jeg havde været aktiv i SiD Ungdom, og da pædagogerne skulle opbygge deres fagforening, mente min tidligere leder, at det var noget for mig. Jeg var 22 år, da jeg fik opgaven med at opbygge BUPL Bornholm, og så var det meningen, at pædagogerne selv skulle overtage ansvaret med en lønnet tillidsmand. Men ham, der var udset til jobbet, sprang fra, og så blev jeg faglig sekretær i næsten ni år.

Jens Christian Olsen blev gift med journalist Ulla Bechsgaard, og de slog sig ned i Aarhus.

– Jeg uddannede mig som laborant, som jeg hele tiden havde haft planer om. Jeg kom dog kun til at bruge uddannelsen i en kort periode. Da jeg var arbejdsløs, kom jeg ind på en uddannelse som jobudviklingskonsulent. Bagefter blev jeg selvstændig som konsulent i laboratoriebranchen med blandt andet uddannelsesplanlægning, inden Laborantforeningen tilbød mig et job med ansvar for den nye laborantuddannelse og arbejdsmiljø.

Hjem til Bornholm

Jens Christian Olsen var dermed tilbage i fagbevægelsen og kom senere til at arbejde i HK Hovedstaden i ni et halvt år, inden der var bud efter ham hjemme på Bornholm.

– LO Bornholm havde i et par år ledt efter en afløser for Ernst Jensen, der ønskede at stoppe. Jeg spurgte min formand i HK, om jeg måtte stille op, og det syntes min kone også var i orden. Jeg vandt afstemningen på generalforsamlingen med tre stemmer, og så flyttede vi til Bornholm.

Det blev til 30 år ovre, fra 1988 til 2018. 10 år i Aarhus, 20 år i København.

– Det var slet ikke meningen, at jeg skulle være væk fra Bornholm så længe. Jeg skulle bare over for at tage min uddannelse, og så regnede jeg med at vende tilbage til et job på Bornholm. Vi søgte også nogle stillinger herovre, men det blev ikke til noget.

Jens Christian Olsen havde én hovedopgave som LO-formand, nemlig at sørge for, at fusionen mellem LO og FTF lokalt gik i orden. Fusionen blev gennemført i 2020, hvor FH opstod. Han stoppede efter godt fire år i jobbet for at gå på pension i november 2022.

Jens Christian Olsen, der bor i Snellemark, er let genkendelig i Rønnes gadebillede, for han går med hat. Han har hatte til en enhver årstid. – Den kan tåle vand og er en behagelig beklædning, siger han. Foto: Holger Larsen
Jens Christian Olsen, der bor i Snellemark, er let genkendelig i Rønnes gadebillede, for han går med hat. Han har hatte til en enhver årstid. – Den kan tåle vand og er en behagelig beklædning, siger han. Foto: Holger Larsen

Nej til politik

Jens Christian Olsen har brugt 22 år af sit arbejdsliv på fagforeningsarbejde.

– Det var ikke det, jeg skulle. Jeg skulle være laborant. Men jeg fandt ud af, at det var lige mig det med at samarbejde og få tingene til at fungere, og det med at tjene en organisation og nogle medlemmer. Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at gå ind i kommunalpolitik. Men nej, for som LO-formand uden politisk binding kunne jeg blandt mig i alt og forhandle med hvem som helst. Det har været en fordel, siger Jens Christian Olsen.

– De første par måneder, efter jeg var stoppet, var lidt mærkelige. Pressen ringede ikke længere klokken 6 om morgenen for at få en udtalelse. Men nu har jeg fundet mine ben. Når man laver projekter, kan man hurtigt komme i gang med tingene, siger han.

Han har haft nogle bestyrelsesposter, og her handler engagementet nu først og fremmest om Rønnes købstadsjubilæum og formandsposten i Rønne-Knudsker Byting, og de to ting hænger i øvrigt tæt sammen.

Frivillige må tage teten

Da Rønne havde jubilæum i 1977, var det Rønne Byråd og Rønne Kommune, der stod i spidsen for en større markering. Det var oplevelsen af, at der ikke længere er en særskilt kommune til at stå for fejringen, som gjorde, at Jens Christian Olsen begyndte at samle frivillige kræfter til at tage føringen.

– Når der ikke er en kommune, der hedder Rønne, ikke en borgmester og ikke en kommunekasse, hvem ejer så 700 års jubilæet? Det gør Rønne by. Hvem skabte grundlaget for, at vi fik købstaden? Det var, at vi havde en handel, en havn og en overmyndighed i form af kirken. Så vi samlede de tre instanser, og for tre år siden gik vi i gang for at sikre, at der sker noget.

– Vi blev hurtigt enige om, at det ikke skal være over hele året, men over en uge, hvor vi sætter fuld tryk på den uge, og så er der 51 andre uger, som andre kan sætte sig på, siger Jens Christian Olsen.

Det bliver i den sidste uge i maj, uge 21, hvor jubilæet fejres med det overordnede tema "Rønne før, nu og i fremtiden" med aktiviteter i centrum, på havnen og i kirken.

Stoltheden skal frem

– Vi skal sætte fokus på Rønne, og vi skal skabe en stolthed over Rønne, siger Jens Christian Olsen.

Der arbejdes i en overordnet projektgruppe med repræsentanter fra handelsstandsforeningen, havnen og kirken, og så er der nogle undergrupper.

Der er allerede mange planer for den uge, som man også satser på kan tiltrække turister. Det helt store er selvfølgelig invitationen til kongeparret og kongeskibet.

Man vil invitere til kaffe og kagebord ned ad Krystalgade ligesom for snart 50 år siden, der skal holdes asfaltbal, der bliver nogle historiske dage på Store Torv, en gallaforestilling på Rønne Theater, der skal udgives bøger, produceres en rønneøl og et korværk som en hyldest af Rønne skal slutte ugen. Man håber, at historiske skibe vll fylde i havnen, og der er sendt invitationer til skoleskibene Danmark og Georg Stage.

Købstadsjubilæet vil få en hjemmeside med en kalender, hvor foreninger og andre kan melde ind med deres aktiviteter i 2027.

Der "mangler" ikke kun en kommune til at stå for jubilæet. Jens Christian Olsen oplever også, at der – måske med kommunesammenlægningen – er forsvundet noget historie.

– Der blev lavet et katalog over aktiviteterne i 1977, men det er ikke at finde nogen steder. En af de store aktiviteter dengang var, at Rønne Idrætsråd inviterede unge idrætsfolk fra alle venskabsbyerne til at komme til stævne. Men Bornholm har ingen venskabsbyer længere, siger han.

Minimum en million

Og så er der "detaljerne":

– Vi skal bare finde en million, som minimum, og vi har som udgangspunkt nul kroner, siger koordinatoren.

– Vi har haft møde med kommunen, og vi skal have klarhed over, hvad man vil med jubilæet. I 1977 fik byen nogle gaver, og det er jo derfor, vi laver jubilæet i 2027. Vi skal have nogen tll at give nogle gaver. Der kommer nu to par kongelige hænder, der kan klippe røde snore over. Kunne det ikke være Dams Gård og måske andre ting? Nu har man en deadline, og den har man haft i 50 år. Derfor har vi nogle forventninger til, at man i hvert fald gør et eller andet klar, siger Jens Christian Olsen.

Gymnasten

Fødselaren har tidligere nævnt Bornholms natur, kunst, kultur og køkkenaktiviteter som sine hobbyer. Det lå nok ikke lige for, at idrætslige aktiviteter skulle føjes til listen, men:

– Jeg går til gymnastik sammen med Ulla, og vi er også begyndt til fitness. Da jeg for nogle år siden skulle have opereret en hofte, var jeg klar over, at jeg var nødt til at styrke mine muskler. Vi har gået til fitness lige siden. Det havde jeg ikke troet, at jeg skulle, siger Jens Christian Olsen.

Han fejrer fødselsdagen sammen med blandt andre hans og Ullas fem børn, og halvdelen af de 10 børnebørn har også bebudet deres ankomst.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT