Fra 1. december fjernes en afgang om morgenen fra Rønne til København med DAT. Det ærgrer flere passagerer.
Før fanden får sko på. Så tidligt skal pendlere, patienter og andet godtfolk afsted, når DAT fra 1. december fjerner klokken 07.00-afgangen fra Rønne. Det efterlader to muligheder, når man skal over om morgenen – 06.15 eller 08.45.
Det giver ret naturligt en afgang færre om morgenen, når man skal fra Bornholm.
Tidende befandt sig i lufthavnen torsdag morgen, hvor vi fik snakket med flere folk, der skulle med på andensidste flyvning med klokken 07.00-afgangen.
Flere havde slet ikke hørt om, at afgangen udgår, men der var en bred enighed om, at det er en forringelse.
– Jeg synes, det er en dårlig idé at fjerne den. Man kan nå et møde ovre. Jeg bruger den måske 10 gange om året, så det er jo heller ikke på ugentlig basis. Men den giver god mening for mig, når jeg skal noget arbejdsmæssigt, siger Mikael Petersen.
Han kan nu blive nødt til at tage afgangen tidligere – som han bruger, når han med sit arbejde skal videre fra Sjælland mod det fynske og jyske.
Mikael Petersen er dog også helt klar over, at nok folk skal bruge den, før det er rentabelt for DAT at have afgangen.
– Men jeg tænker, at hver gang, der er noget, der forsvinder, er det en serviceforringelse. Men jeg forstår også godt, at det skal give mening økonomisk.
Denne torsdag morgen er klokken 7-flyveren dog ganske godt fyldt op, lyder det. For dem, der er ankommet til lufthavnen, bliver hurtigt guidet over til at tjekke ind, da mange skal med på denne afgang.
– Jamen, det er jo synd, når de erhvervsdrivende skal afsted tidligt om morgenen og så at se den her forsvinde. Så er der selvfølgelig klokken 6.15-afgangen, og så må vi jo gøre det, siger Stefan Thunberg.
Han plejer at tage flyveren klokken 7, men han må fremover vænne sig til at skulle tidligere op.
– Det kan man klare. Så længe vi bare kan komme over til tiden til de møder, man skal til, eller hvis man har et arbejde ovre. Men det er ærgerligt, at det går den vej, hvor der ikke er nok, der bruger den, og hvor priserne er for høje til, at der er nok, der bruger den.
Synes du, det er en forringelse i servicen på Bornholm?
– Det er det jo generelt for alle bornholmere. Jo flere fly der bliver trukket ud, og hvis færgen har problemer, så har vi jo problemer. Vi bor på en ø, og der kan jeg godt forstå, hvis nogle mennesker tænker over og siger, at ”det kan vi ikke, vi kan ikke pendle, og vi kan ikke nå tingene”. Så vælger de måske at flytte over eller blive ovre. Så det er også med til at skræmme de unge væk fra øen, siger Stefan Thunberg.
Stefan Thunberg mener, at det kan holde nogle fra at flytte til Bornholm - eller få folk til at flytte væk - når der kommer dårligere forbindelse til København. Foto: Martin Søndergaard Jensen
Passer godt
Også hos Kim Olsen er der ærgrelse over, at afgangen droppes.
– Hvis man har en aftale i København om formiddagen, er det ærgerligt at skulle med klokken 6.15. Man kan selvfølgelig tage klokken 8.45-afgangen, men der er også folk, der møder klokken 8, som så skal meget tidligt med. Klokken 7 er et meget passende tidspunkt, siger Kim Olsen og fortsætter:
– Man forringer servicen af Bornholm. Der er nogle, der skal afsted og have passet børn – det kan være svært at få til at hænge sammen.
Sandra Kofoed Jensen er ærgerlig over, at den nu fjernes.
– For mig eget vedkommende er det mest igennem mit arbejde, når vi skal over til afdelingen på Sjælland. Der passer den her afgang perfekt. Så jeg synes, det er ærgerligt. Man kan sige, det er bare nemmere at flyve med den her afgang, også hvis man skal rejse som patient, kontra hvis man skal sejle og først er i Ystad klokken 8, og så skal man videre til København derfra.
Det er tidligt
DAT vil gerne slå ørerne ud og lytte til nye flyvetidsforslag, men det kræver, at de selv hører det med eftertryk. Det er ikke nok at læse om det i avisen.
– Vi har hørt en lille smule til det, men ikke meget, siger Robert Rungholm, der er kommerciel direktør i DAT.
Rungholm har heller ikke selv lyst til at sige farvel til sin dyne på det klokkeslæt, der er nødvendigt for at kunne nå ombord på afgangen 06.15. Men de rejsendes søvnbehov er ikke nok til at få afgangstiden udsat, selvom han sagtens kan forstå de morgentrætte.
– Det kan jeg personligt godt sætte mig ind i. Jeg synes også, det er tidligt, men det er faktisk de tider, vi lige har aftalt med Region Hovedstaden. Så man skal have dem med, for vi kan ikke ændre det uden, de er ombord i det, siger han.
Torsdag morgen var der en god kø til check-in og sikkerhedstjekket, da flyet med afgang klokken 7 blev godt fyldt op.
Derfor kræver det fælles front fra begge grupper, hvis ændringer skal kunne komme på tale.
– Hvis pendlere og patienter synes, det er for tidligt, og afgangen gerne må ligge lidt senere, så laver vi det om. Det er for deres skyld, at vi flyver, siger Robert Rungholm.
Men det er ikke nok at få mails fra de to grupper.
– Det kræver, at der kommer en officiel henvendelse fra Region Hovedstaden, og at det overordnet set er det, pendlerne generelt ønsker, men ellers kan jeg ikke se noget til hinder for det, siger DAT-chefen.
Tidende ville også gerne have hørt Region Hovedstaden om, hvad det i så fald vil kræve, før de sender en officiel henvendelse, men regionen er ikke vendt tilbage indenfor artiklens deadline.
Til gengæld fortæller Martin Olsen fra passagerforeningen, at det er ærgerligt, at afgangen forsvinder.
– For jo flere afgange vi har, jo bedre. Men desværre er aftalen bundet på, at der er én flyvemaskine. Og så længe DAT ikke får tilskud til ruten er vi jo ude i, at det skal løbe rundt økonomisk, siger Martin Olsen fra Bornholms Passagerforening.
Derfor forstår han også godt, hvorfor det er nødvendigt at skære en afgang væk, men i foreningen kæmper de for, at ruten mellem Rønne og København kan få tilskud, som man kender det fra færgen.
– Vi mener, at det skal kigges alvorligt på ruten i forhold til tilskud. For vi skal have nogle flere afgange, siger han.
Foreningen vil formentlig også tage den med til Trafikkontaktrådet, som derefter kan gå til Trafikministeriet.