I dag er der dog stor forskel på, hvor mange frivillige der er i de to klubber. Selvom Nordbornholms Golfklub har langt færre medlemmer - omkring 270 - har klubben ret mange frivillige. Til gengæld er der meget få frivillige hos Gudhjem Golf Klub, som ellers har hele 700 medlemmer.
Forskellen skyldes sandsynligvis, at medlemmerne i Nordbornholms Golfklub stort set alle sammen bor på Bornholm, mens medlemmerne i naboklubben hovedsageligt bor ovre og kun besøger Bornholm i ferier.
De mange frivillige i Nordbornholms Golfklub gør en stor indsats for at holde Old Course i god stand, for det er den bane, som medlemmerne primært benytter. Rolf Laugensen håber, at en sammenlægning af de to klubber vil betyde, at de frivillige også får lyst til at lægge en indsats på New Course, som hidtil primært er blevet benyttet af Gudhjem Golf Klubs medlemmer.
– Tidligere har medlemmerne i Nordbornholms Golfklub haft det sådan, "vi gider sgu ikke hjælpe, fordi det er Gudhjem Golf Klubs bane, og den spiller vi slet ikke på om sommeren". Men den der mentalitet har vi fået gjort op med, så nu er man begyndt at være villig til at gøre en indsats for at få det hele til at køre. Det er dejligt, og den udvikling håber vi fortsætter endnu mere, når klubberne bliver slået sammen, siger han og oplyser, at Dansk Golf Union vurderer, at der er brug for 60 frivillige for at kunne vedligeholde golfanlægget i Rø tilfredsstillende.