– Jeg synes, det er svært at sige, men det kommer jeg da helt sikkert til at blive (nervøs, red.). Det bliver den største oplevelse, som jeg har haft med badminton indtil videre, så hvis ikke, der kommer nogle nerver, så vil det da være ærgerligt, fortalte hun.
– Men jeg synes egentlig, at tit så er man lige nervøs i starten, og så synes jeg egentlig selv, at jeg er ret god til at komme videre derfra og prøver bare at se det som en badmintonkamp og ikke som det helt store og bare give den gas.
Samler vigtig erfaring
Uanset hvordan det går, så tror Alexandra Bøje, at OL-oplevelsen kan bruges konstruktivt frem mod det næste OL i Paris i 2024. Det er nemlig ikke i Tokyo, at Christiansen og Bøje skal toppe.
– Vi vil gerne gøre den her erfaring, så vi måske til næste OL kan lave et stort resultat, så selvfølgelig ser vi længere frem, fortalte Alexandra Bøje.
– Det her er en kæmpe oplevelse, for det er første gang, vi er med. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det godt.
– Men vi er ikke udset til at skulle toppe nu, så derfor går vi ikke med tanken om, at vi skal vinde guldet.
Vil vise det bornholmske flag til medaljeceremoni
Mathias Christiansen skal allerede i aktion til OL i Tokyo i løbet af natten til lørdag dansk tid. Derfor skal han ikke deltage i åbningsceremonien, som afvikles dagen før, hvilket ærgrer bornholmeren en smule.
– Jeg håber jo ikke, at det bliver mit sidste OL, så det er da helt sikkert noget, som jeg gerne vil prøve i fremtiden. Sidste gang var jeg med til afslutningsceremonien (da han var med til OL i Rio som sparringspartner, red.), så får man også lidt et billede af, hvordan det er at gå ind på stadion og det hele. Men jeg tror ikke helt afslutningsceremonien kan sammenlignes med åbningen, det er trods alt noget andet.