Det er langt fra første gang, at et badmintonpar også danner par privat, men hverken Alexandra Bøje eller Mathias Christiansen har spurgt nogen kærestpar til råds om, hvordan de håndterer det.
De har dog observeret, at der er to engelske par, som gør det lidt på hver deres måde. Det ene par forsøger at være ekstremt observante på hinanden på banen og er enormt opbakkende og virkelig gør alt for at være smilende og vise glæde, og det andet par har lidt mere deres følelser i spil, lyder vurderingen fra Mathias Christiansen.
– Og der tror jeg, vi er lidt mere som det sidste par. Jeg tror, vi begge to har følelserne relativt uden på tøjet, når vi spiller, og det er svært at håndtere, men vi prøver hele tiden at hjælpe hinanden, og vi kender jo hinanden rigtig godt, så det kan jo også være en fordel på banen, at man ligesom kan hjælpe hinanden, siger han.
– Taber man nogle dumme kampe eller får nogle dårlige oplevelser, så kan vi som par relativt hurtigt snakke os ud af det og komme tilbage på sporet, tilføjer han og peger også på, at der generelt godt kan være en del frustrationer i landsholdstræningen også blandt de doublepar, som ikke er et par privat.
– Det er klart, at folk er også konkurrenter herinde, så det er et specielt miljø, men når vi ligesom går ud herfra, så tager vi ikke noget med. Så er vi kærester, når vi tager hjem, siger han.