– Der gik der lidt snak om, hvem han nu skulle spille med, når Christinna var stoppet, og at det så blev mig, er jeg sindssygt glad for. Først og fremmest var det et kæmpe skulderklap til mig, at både landstræneren og ham så et potentiale i mig, for der er ingen tvivl om, at Mathias er den bedste mixedherre herinde, siger hun.
OL-drømmen er gået i opfyldelse
Sammen med Christinna Pedersen havde Mathias Christiansen vundet flere store turneringer som eksempelvis India Open i 2018, og derfor følte Alexandra Bøje også et pres på sine skuldre, da hun blev udset til at være en del af Danmarks nye mixeddoublesatsning frem mod OL i Tokyo.
– Det har været lidt urealistisk for mig at komme ind i noget, hvor OL kom så tæt på, så jeg tror også, det har fyldt meget for mig. Det var lige pludselig store kampe og store beslutninger, jeg skulle ind i i en ung alder, så jeg skulle lige vænne mig til det til at starte med.
– Men i og med at vi også er kommet tættere på hinanden (hende og Mathias, red.), og jeg har følt mig mere tryg på banen, så har vi virkelig taget en god udvikling, og jeg synes, vi er på vej det rette sted, fortæller Alexandra Bøje, der i dag er 21 år.