Birger er børnehavernes fodboldven

De seneste to år har Birger Lund besøgt mange af børnehaverne på Bornholm for at introducere de små til fodbold. Håbet er, at det kan få flere til at melde sig ind i en klub.

– Jeg er en ko, og når I rammer mig med bolden, så siger jeg "muuuuuh".

Den er god nok. Den gråhårede mand må være beslægtet med det drøvtyggende dyr, for han siger muuuuh, hver gang de grinende børn sparker til bolden og rammer ham.

– Nu skal I bruge bolden som hovedpude, så I falder i søvn. Hvem er det, som snorker? spørger han med sit hoved hvilende på den runde bold.

Der er smil på alles læber, og det er godt, for det skal være sjovt, fortæller Birger Lund, som i flere år har været udsendt af DBU Bornholm som en form for hyggeonkel, der skal give børnehavebørnene en smagsprøve på, hvordan det er at spille fodbold.

Denne gang er det de ældste børn fra Klemensker Børnehus, som får fornøjelsen.

– De elsker alle sammen den øvelse, hvor de skal sige muuuh, og det er jo alfa og omega, at de har det sjovt og bliver glade for at spille fodbold, fortæller den 72-årige pensionist, som i resten af maj måned skal rundt til 15 af de 28 børnehaver på Bornholm med fodbolde og et veltilrettelagt program. For man kan ikke bare improvisere sig igennem en times leg med børnene.

– Der må ikke være for mange pauser, fordi så bliver de urolige, og så synes de ikke, at det er spændende mere. Der skal hele tiden være variation, og det skal være rimeligt afvekslende, forklarer han.

Ikke alle børn føler sig godt tilpas med en rigtig fodbold, så han medbringer også badebolde. Det er især pigerne, som kan være lidt bange for at få slået tæerne, når de sparker til en rigtig fodbold.

– Der var en pige i dag, som sagde, at hun var lidt nervøs, for hun havde aldrig prøvet at spille fodbold før. Jeg sagde, du kan ikke slå dig på den her badebold, og så kom hun efter 10 minutter og sagde, at hun ikke havde slået sig i dag. Så det var fint, fortæller Birger Lund, som har mere end 40 års erfaring med pædagogik som skolelærer.

Det er dog aldrig lykkedes at nå igennem til alle børn, men heldigvis er tre pædagoger fra børnehuset mødt op for at lege med.

– Nogle steder har jeg stået med 18 børn og så kun én pædagog, og det går ikke, fordi børnene er jo kun tre til fem år.

Bedst med Birger

Hos Klemensker Børnehus er der ingen tvivl om, at en times fodboldleg er godt for børnene. Birger Lund har været på besøg før, og det har været et hit hver gang.

– De glæder sig til det, og de synes, det er sjovt, fortæller pædagog Birgitte Klausen, som mener, at der er flere gevinster ved besøgene.

– For det første kommer børnene ud at røre sig, og det har alle børn jo godt af. Og så er fodbold jo et holdspil, så man skal gøre noget for hinanden og i samarbejde, og det er jo rigtig godt at lære, at man ikke bare tumler af sted som individualist, men at man har et fællesskab.

– Og så kan det være, at nogle også får interesse for det og gerne vil noget med det i fritiden. Det vil jo være dejligt.

I princippet er det muligt for pædagogerne at spille fodbold sammen med børnene uden Birgers hjælp, men det ville ikke blive det samme, mener Birgitte Klausen.

– Birger kommer jo med nogle input og redskaber, som vi ikke har adgang til i børnehaven. Så det er nok noget, vi kan gøre i kraft af, at DBU arrangerer sådan noget her, fortæller hun.

Birgers bagtanke

Bagtanken med Birger Lunds besøg er at få flere børn til at melde sig ind i en klub, og det er allerede lykkedes.

– Fidusen er, at jeg gerne vil have, at så mange som muligt kommer til at spille fodbold på Bornholm. Det er det, som er hele ideen med det. Når man har leget med børnene, så går de måske hjem og siger til deres far eller mor, at de gerne vil begynde til fodbold, fortæller Birger Lund og fortæller, at statistikkerne på DBU-kontoret allerede viser, at der er kommet flere U6-spillere de seneste to år, hvor projektet har været i gang med børnehavebesøgene.

Selvom besøgene tager noget tid, og det især tager lang tid at forberede øvelserne, nyder Birger Lund sin opgave med at være fodboldens hyggeonkel. Og han har tænkt sig at fortsætte med det, så længe han orker og er rask.

– Der er nogle, der spørger, hvorfor fanden jeg gider det. Men det gider jeg lige præcis, fordi jeg kan se børnenes glæde. Når de løber og spiller frem og tilbage og scorer, så har de et kæmpe smil på, og det bliver sgu ikke meget bedre end det.

– Hvis man er seniortræner, så er de ofte sure, hvis de bliver sat af holdet, og så melder de sig ud. Men det her er sjovt. Ganske enkelt. Man går glad hjem.

Har du mange fans nu blandt de små børn rundt på øen?

– Jo, jo, du kunne jo se nu, hvor glade de er. Jeg har fået blomster, og du kan se, at den ene dreng var ked af det, for han vidste godt, at han skulle starte i skole. Jeg kommer igen til efteråret, men så er det nogle andre børn. Men sådan er det.