Klokken 14 indvies den smeltede gylletank

Klokken 14 indvies den smeltede gylletank
Jo, Esben Klemanns kunstværk i rundkørslen på Torneværksvej i Rønne kan give mindelser om en smeltet gylletank, men er det naturligvis ikke. Arkivfoto: Berit Hvassum
KULTUR | RØNNE | Fredag 3. december 2021 • 09:25

De har været længe undervejs, de tre kunstværker i rundkørslerne på ringvejen om Rønne, for det var i 2015, at E., S. & A. Larsens Legat i 2015 donerede 1.250.000 kroner til udsmykningen.

Men i dag bliver det omsider markeret, at de alle kan beskues, både Nils Erik Gjerdeviks kunst i rundkørslen for foden af Snorrebakken, Randi og Katrines i rundkørslen ved Vibegård og det senest tilkomne kunstværk, Esben Klemanns på Torneværksvej, hvor Østre og Nordre Ringvej mødes.

Lige dér vil formanden for udvalget job, udvikling og fritid, Erik Lund Hansen (S), klokken 14 fredag holde en behørig tale for de fremmødte, og alle er jo velkomne til at møde op til dén seance.

Efterfølgende vil der for de særligt tilmeldte være en bustur videre rundt til de to andre rundkørsler, oplyser Louise Krogsriis, kulturkonsulent i regionskommunen.

Hun fortæller, at 22 borgere har tilmeldt sig busturen, mens også E., S. & A. Larsens Legat vil være præsenteret, ligeledes Esben Klemann med familie og dertil forskellige relevante kommunalt ansatte, hvilket bringer det samlede antal op på 37 deltagere.

Og de får skam alle en goodiebag, altså en lykkepose med lidt mundgodt i, oplyser kulturkonsulenten.

Deriblandt – og ganske relevant – tre vaniljekranse, som jo kan symbolisere de tre rundkørsler.

Fra Esben Klemanns kunstværk spadserer deltagerne til svømmehallens parkeringsplads nærved, hvor bussen venter, og turen går til de sidste to rundkørsler.

Billedkunstneren Anne Sofie Meldgaard er med i bussen, og man kan formode, at hun vil give sin udlægning af kunstværkerne. Hun har siddet med i den arbejdsgruppe, som oprindeligt blev nedsat, da regionskommunen modtog gaven fra E., S. & A. Larsens Legat.

– Der var et krav fra legatet om, at det var Kunst- og Kulturhistorisk Råd, der skulle varetage projektet og udpege kunstnerne, siger Louise Krogsriis.

FÅ ABONNEMENT