Leder: Kunstens rundtur

Leder: Kunstens rundtur
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT | 29. NOV 2021 • 05:30
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT
29. NOV 2021 • 05:30

De tre rundkørsler har løftet vores kulturelle debat, selvom den kører i cirkler.


Der er dem, der synes, at de tre rundkørselskunstværker er grimme. Der er dem, der tror, at kommunen har betalt for dem, og at pengene skulle være brugt på vigtigere områder. Nogle synes, de ligner affald til BOFA, andre at det er rester fra PL Beton. Så er der tilhængerne, der både kan se budskaber og tanker i dem, som Dennis Gade Kofod i Weekend Tidende, der hylder både Niels Erik Gjerdeviks skulptur ved Snorrebakken og Esben Klemanns nye værk, som fredag skal fejres med kommunal bustur i rundkørslen sammen med kunstneren Esben Klemann selv.

Æstetisk er der ingen af de tre værker, der kaster skønhed i øjet på trafikanterne, når de passerer. Det er hverken en Michelangelos David eller Thorvaldsens Kristus, der byder bornholmere og gæster velkomne i de sikre trafikordninger.

Den skæve rundkirke, der i sidste uge morsomt blev sat til salg både på Facebook og i virkeligheden, virker, som Dennis Gade Kofod skriver det, Disney-agtig, mens Niels Erik Gjerdeviks containerskelet og parabolmodtager for foden af Snorrebakken godt kunne ligne et fyraftensprojekt fra produkthandlen. Det nyeste kunstværk får heller ikke fantasien til at løbe med sukkersød skønhedsæstetik. Det er rå beton, der ligner, at den er smeltet.

Det er hverken en Michelangelos David eller Thorvaldsens Kristus, der byder bornholmere og gæster velkomne i de sikre trafikordninger.


Men de har alle tre sat sind og tastaturer i kog her på Bornholm. Debatten har glødet – både tilhængere og kritikere har kastet deres glæde og forargelse ind i fællesskabet. Det kan noget, når debatten kører. Når forargelsen og glæden sætter gang i fantasien, og vi pludselig får debat om Winnis exit efter lindetræets nattefældning, de store mængder af slagtesvin og gylle og vores relation til omverdenen, så begynder rundkørselskunsten at kunne noget helt andet end bare fornøje øjet.

Modsat al den fine kunst, vi har på Bornholms mange museer, så er kunstværkerne i rundkørslerne hver dag i kontakt med en meget stor del af Bornholms brugere.

Det kan noget at have en hel ø, der diskuterer kunst – igen og igen. Rundkørselskunst er noget ganske særligt. Tak for den.