Rusland truer os - men også sig selv

Det ser svært ud i verden, mener Claus Larsen-Jensen.

Rusland har valgt at gøre krig og konfrontation aktuel i Europa. Det er gammel russisk politik siden Ivan den Grusomme at ville annektere og dominere nabolande.

Putins ønske er at genvinde den dominans, som Sovjetunionen havde. Tidligere Sovjetrepublikker skal blive en del af Rusland, og nabolande tilpasse deres sikkerheds- og forsvarspolitik til Ruslands ønsker.

Ukraine er prøveballonen. Nu krig i 3½ år med død og ødelæggelse og Rusland er uden evne til at sejre. Nu krænkelser overfor Nato, men hvad har Rusland fået ud af det?

De europæiske lande er rykket sammen og styrker nu deres forsvar. Sverige og Finland er blevet medlem af Nato. Egentlig vel det modsatte af Putins ønsker.

Da Berlinmuren faldt var forventningen, drømmen og håbet, at en ny tid oprandt i Europa, hvor Rusland valgte det europæiske samarbejdes vej.

Jeg var arbejdsmæssigt dybt involveret i uddannelse og projekter i alle Øst- og Centraleuropæiske lande og i Rusland, primært i Skt. Petersburg og Moskva - og der var store forventninger til, at ”forandringernes vind” var i gang. Det varede maximalt 35 år, og så besatte Rusland Krim. Stadig troede Vesten på, at Den Kolde Krig var væk. Valget i 2014 i Ukraine, hvor ukrainerne smed Putins præsidentven på porten, var et vendepunkt, og blev optakten til invasionen i Ukraine i 2022. Nu er det alvor.

Forsvaret

De vestlige lande skar efter murens fald deres forsvar ned til sokkeholderne, for det var en ny tid.

Nu genopbygges forsvaret, også i Danmark, og at det ser voldsomt ud skyldes, at der er tale om en stor genopretning, og at det sker under meget alvorlige og nye omstændigheder.

NATO er beskyldt for at ville ekspandere. Men sagen er vel, at de nu selvstændige lande, som enten ufrivilligt har været en del af Sovjetunionen eller levet under deres dominans, historisk set ingen tillid har til, at Rusland vil lade dem være i fred.

Derfor har de søgt ind i EU og i Nato. Ikke for at true Rusland, men for at skærme sig selv forsvarsmæssigt. De er jo før rullet henover, og fået sendt hundredtusinder til Sibirien.

Det er ærgerligt, at det der i 1989 lignede et nyt Europa og en ny fredelig verden, nu er endt i en konfrontationssituation. Det er skadeligt for os alle - også for Rusland.

Den russiske drøm

Rusland kan nok have en drøm om et endnu større land, selvom det i forvejen er det største land i verden.

Det er en supermagt med atomvåben, men en økonomisk dværg. Ruslands BNP er på størrelse med Italiens. Deres økonomi ligger i ruiner.

Det er en krigsøkonomi, hvor russerne lider store afsavn, hvor krigsretorikken og aggressionen tager til. Det virker som desperation, men uden vilje til at stoppe og indgå aftaler. De har gjort deres land helt afhængig af Kina, Nordkorea og Iran - alle stater langt væk fra internationale retsprincipper og demokrati. Rusland er også blevet en autokratisk diktaturstat, hvor demokrati og rettigheder trædes under fode.

Rusland i dag

Rusland har en meget skæv alderssammensætning.

I 2050 vil arbejdsstyrken være reduceret med 40 %. Levealderen er lav. Tilbage fra 2.verdenskrig har de et underskud af mænd. Nu dræbes eller lemlæstes hundredtusindvis af unge mænd i krigen i Ukraine, og vel 1,5-2 millioner russere er immigreret/flygtet. Rusland tapper sig selv. Alligevel fører Rusland stadig krig uden hensyntagen til menneskeliv.

Det bliver svært

Jeg tror, at alle ønsker, at krigen i Ukraine kan stoppes, og at alle andre forsøg på aggression mellem vore lande kan stoppes. Men det ser svært ud.

Det betyder, at alle lande nu ruster sig til at afværge angreb. Det får den russiske ambassadør i Danmark til at påstå, at Danmark, også fra Bornholm, truer Rusland.

Det er jo ikke sandt - så glemmes årsag og virkning, og man glemmer, at kort vej herfra findes Kaliningrad, som er spækket med russiske våben, også atomvåben. Jeg har været der inden linjerne frøs til.

Kendsgerningen er, at Europa kunne have gavn af Rusland og Rusland af Europa - netop i en situation, hvor verdens befolknings og økonomiske udvikling rykker til Stillehavet. Men i den situation har Rusland valgt den asiatiske vej og afhængighed, hvilket vil komme til at koste dem på længere sigt.