Kunstneren om sit værk: 'Se den som du vil'

"Det ligner en vulkan", sagde buschaufføren, da jeg stod af ude ved værket.

Det havde jeg ikke tænkt på, men det er da ret åbenlyst fra nogle vinkler.

Foran mig står det altså nu, værket, og det er for vildt.

Imellem det moment, hvor jeg for omkring seks år siden stod samme sted og fik ideen, og til nu, ligger nemlig en proces, der har haft det hele.

Glæde og entusiasme blandet op med slid og tvivl. Slid med at lave kæmpestore støbeforme og brække dem af igen, tvivl om jeg overhovedet ville kunne finde ud af det.

Glæde over ideen og muligheden for at realisere den, og så den sædvanlige boksekamp med økonomien. Nu er det hele slut, og dér står resultatet.

Esben Klemann. Privat foto


24 elementer 200 x 130 x 60 cm i almindelig grå beton, sat sammen i en takket cirkel.

Tolv af elementerne står op, seks synker sammen i varierende grad og seks elementer ligger helt fladt på jorden, faldende to meter ind i cirklen.

Igennem det hul, der på den måde opstår, kan man studere cirklens indre rum. Se den kraftige reliefvirkning der er præget ind i de opretstående elementer på modsatte side.

Jeg har vendt værket, så det åbner sin skulpturelle side ud imod de bygninger, hvor der ser ud til at bo flest mennesker. Bilisterne kommer jo forbi fra mange vinkler hele tiden.

Kommer man fra én retning, ser man en takket cirkelrund væg, ikke ulig en af gylletankene ude i landskabet.

Kommer man fra en anden retning, ser man et skulpturelt landskab, skabt af svungne former, der tvinger betonen i jorden.

Den ene side er således gold og funktionelt afvisende, imens den anden side er underholdende og imødekommende.

De svungne skulpturelle former har brug for en kontrast for at blive rigtigt fremkaldt.

Man skal kunne se, hvad det er, der går i opløsning, nemlig de sterile firkantede elementer der danner den mur, der udgør værkets anden side.

Jeg opfatter de opretstående elementer i cirklen som et symbol på det almindelige eller praktiske, og nedsmeltningerne som en kraft der modellerer lidt i det regelrette.

Skulpturen ligner en praktisk foranstaltning, der går i opløsning, for så at rejse sig igen, når man kører rundt om den. Jeg håber, at denne fortælling virker lige så umiddelbart dragende på andre, som den gør på mig.

Er det et portræt af livet, som det udvikler sig for natur og mennesker, altså fra kaos til orden og omvendt i en uendelighed? Det er det i hvert fald også.

Jeg har forsøgt at skabe et værk, der prøver noget, og som derfor ikke bare er kønt, grimt eller fortæller en bestemt historie.

Se den som simpel form eller et forsøg på at vise, at beton, som mange per refleks synes er grimt, kan så meget andet end blot at være firkantet og solidt.

Se den som en cirkelrund understregning af at alt kan formes af fantasi og vilje.

Put mening, formål og historier i, eller lad være.

Se den som du vil.