Kultur- og Idrætsprisen gik i år til Irene Dunker, Simon Sandbye og Claus Clausen, som på hver deres område har gjort en særlig indsats for at styrke Bornholms kulturliv og idræt.
Irene Dunker for sit mangeårige og værdifulde arbejde i Ældre Sagen Bornholm, hvor hun som koordinator og idéskaber har udviklet både kulturarrangementer og idrætsaktiviteter for medlemmerne.
Simon Sandbye for idéen og den vedholdende indsats bag Sommerliv i Rønne, som gennem 10 år har fyldt byen med musik, markeder og liv.
Claus Clausen for sit lange engagement som formand for Viking Atletik, hvor han har været drivkraft bag både foreningens udvikling og store events som Etape Bornholm og Bornholm Rundt.