Valgets 5 vigtigste: Hvad med en ren fragtrute?

NYHED | ABONNENT | 7. OKT 2022 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
7. OKT 2022 • 15:30

Hvilke fem temaer er de vigtigste ved folketingsvalget den 1. november? Det svarer fire bornholmske spidskandidater på her. 

 

 

 

 

Mette Sode Hansen (Dansk Folkeparti)

 

 

Psykiatri

– Vi skal sikre, at både børn og voksne får en ordentlig behandling i psykiatrien. Den psykiatrilov, der er blevet lagt frem, er en god start, men det er slet ikke nok. 

Velfærd

– Vi oplever mange enkeltsager, der ikke bliver behandlet ordentligt, blandt andet omkring mennesker med handicap. Vi skal sikre, at mennesker med behov for hjælp rent faktisk får den. 

Beskæftigelse

– Vi skal blive bedre til at få folk på den rigtige form for forsørgelse. Jobcentrene er gode til at afklare folks muligheder og evner, men de skal have de rigtige rammer til det. 

Energikrise og inflation

– Folk med behov skal have hjælp nu, ikke til januar. Vi skal blandt andet se på at sænke momsen på fødevarer.

Transport

– Vi har ikke fragtkapacitet nok på Bornholm. Det er vi nødt til at få for at have et velfungerende erhvervsliv. En ren fragtrute uafhængig af passagertransport kunne være en mulighed.

 

 

Bjarne Hartung Kirkegaard (Kristendemokraterne)

 

 

Klima og energi 

Erhverv og beskæftigelse

Børnepasning og folkeskole

Sundhed og psykiatri

Ældrepleje

Bjarne Hartung Kirkegaard oplyser, at Kristendemokraterne går til valg på "værdighed, bæredygtighed og frihed" – og at de tre ord kan foldes ud over alle de fem temaer.

 

 

Stine Maureen Rosenqvist (Moderaterne)

 

 

Sundhed

– Vi har nogle store udfordringer med sundhedsvæsnet herovre. Jeg synes, det er så synd, når jeg hører sygeplejerskerne på hospitalet tale om forholdene. Det skal vi have fundet en løsning på.

Uddannelse

– Jeg har selv arbejdet i uddannelsessektoren og kan se, hvordan vi bløder på Bornholm.

Nu kan jeg eksempelvis se, at elektrikeruddannelsen på andet semester er blevet nedlagt på grund af for få elever. Det betyder, at de ni elever, der er tilbage, skal tage over og færdiggøre deres uddannelse, men de er altså kun 16 år, så det gør man ikke bare lige.

Børn og unge

– Vi har nogle unge, som er meget isolerede især efter covid-19. Dem skal vi have op at køre igen.

Klima

– Jeg er stor tilhænger af det vindmølleprojekt, som er på vej på Bornholm, men det betyder også, at der er nogle mennesker, der betaler en meget høj pris i forhold til deres nærmiljø. Den konflikt skal vi have talt igennem.

Kunst og kultur

– Det handler om, at vi skal bruge noget energi på at fortælle om den her fantastiske ø, der kan noget helt udover det sædvanlige på det område. Så vi skal bevare vores kunst- og kulturarbejde så godt, vi kan.

 

 

 

Lea Wermelin (Socialdemokratiet)

 

 

Økonomi og inflation

– Hvis vi bare pumper penge ud i samfundet, risikerer vi at gøre det hele meget værre, fordi inflationen stiger. Vi skal finde en målrettet måde at hjælpe dem, der har mest brug for hjælpen, så vi kommer solidarisk igennem krisen.

Forsvaret og sikkerheden

– Vi står åbenlyst i en meget alvorlig situation, og på Bornholm er vi tættere på end noget andet sted i Danmark. Vi skal fortsætte med at støtte Ukraine, så meget vi kan, men vi skal også styrke forsvaret i Østersøen.

Velfærd

– Vi skal holde fast i minimumsnormeringer, og vi skal sikre flere penge til vores ældre, til vores sundhed og psykiatri. Pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre. Vi har behov for at få flere hænder ind i vores velfærd.

Klima

– Det hænger tæt sammen med den situation, vi står i, hvor vi skal gøre os uafhængige af Putins gas.

Her er udbygningen af den vedvarende energi helt afgørende. Investeringen i en grønnere fremtid er noget af det, vi skal holde fast i.

Transport

– Transporten er nødt til at stå højt på et bornholmsk folketingsmedlems dagsorden. For eksempel er vi udfordret på godskapaciteten, hvor vi skal have fundet en løsning på de problemer, erhvervslivet oplever.