Valgets 5 vigtigste: 'Åben mere for flexboliger'

NYHED | ABONNENT | 7. OKT 2022 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
7. OKT 2022 • 05:30

Hvilke fem temaer er de vigtigste ved folketingsvalget den 1. november? Det svarer fire af partiernes bornholmske spidskandidater på her. 

 

 

 


Peter Juel-Jensen (Venstre)


Energikrise og inflation

– For mange kan ikke få enderne til at mødes. Derfor foreslår Venstre et skattestop og at hæve befordringsfradraget. Til folk, der ikke er på arbejdsmarkedet, må vi bruge de metoder, der nu virker.

Forsvaret og sikkerheden

– Alle er enige om, at Østersøen er særdeles udfordret. Derfor skal vi have mere samarbejde med landene omkring os, og vi skal investere i Almegårds Kaserne og beredskabskasernen i Allinge.

Vi skal også sikre, at radaren i Almindingen er god nok. For det er vigtigt, at vi hele tiden har det rigtige efterretningsbillede.

Transport

– Mere kapacitet på godsfærgen til Køge, også fordi energiøen kommer til at lægge beslag på godskapacitet, som ikke skal tages fra det bornholmske erhvervsliv. Flere godsafgange sikret med en tillægskontrakt til Bornholmslinjens nuværende kontrakt. For eksempel to ugentlige godsafgange med Povl Anker, som BHS har foreslået.

Sundhed

– Ventelisterne er for lange, og folk med kritiske brud ligger for eksempel i flere uger uden at blive opereret. Problemet er gammelt, men uløst. Vi vil investere i sundhedssystemet og lave en sundhedsreform, også fordi vi får flere ældre og flere med kroniske sygdomme.

Uddannelse og arbejdskraft

– Vi mangler hænder, så hvordan skaffer vi flere? Vi bliver nødt til at lokke folk til at arbejde mere, for eksempel med lavere skat, og vi bliver også nødt til at få arbejdskraft ind udefra.

 


Vibeke Brønnum (Danmarksdemokraterne)


Sundhed

– Bornholmerne skal have de samme tilbud som danskere i resten af landet. Særligt de meget syge har ikke de samme muligheder i dag og har for eksempel ikke mulighed for overnatning, når de er ovre for at blive behandlet.

Landbrug

– Vi skal have en grøn omstilling – men det skal være i takt med, at landbruget kan følge med.

Erhverv

– Små og mellemstore virksomheder har alt for meget bøvl med at starte og drive virksomhed. Det skal vi gøre mere enkelt. Også på Bornholm bremser skøre regler for erhvervsinitiativer, for eksempel muligheden for dambrug ved Nexø Havn.

Transport

– Undersøg muligheden for at få hurtigfærgen til at sejle til Køge. Og hvorfor har Bornholm kun en godstransport om dagen?

Flexboliger

– Åben mere for flexboliger i de syv bornholmske byer, hvor der i dag er forbud mod flexboliger.

 


Laura Kofod (Enhedslisten)


Klima

– Vi skal have den grønne omstilling til at gå stærkere, og vi skal også sætte gang i flere lokale vindmølleparker.

Kommuneøkonomi

– Vi skal have mange flere penge ud til kommunerne, så kommunerne kan sikre velfærden. Vi skal også have en mere rimelig udligning mellem velhavende og ikke velhavende kommuner.

Udlændinge

– Vi skal have flere kvoteflygtninge, og vi skal give flere statsborgerskaber til folk, der er født her. Mange borgere i Danmark mangler grundlæggende rettigheder.

Uddannelse og arbejdskraft

– Det er næsten umuligt at ansætte for eksempel sosu-assistenter og sygeplejersker, og bag det problem ligger et spørgsmål om løn. Vi vil sætte fem milliarder kroner i en ligelønspulje, der skal rette op på nogle historiske skævheder.

Energikrise og inflation

– Vi skal hjælpe folk gennem krisen, så de ikke skal gå fra hus og hjem. Det vil vi blandt andet finansiere ved at beskatte overnormale fortjenester som dem, som for eksempel nogle energiselskaber har lige nu.

 


Martin Kelleher-Petersen (Alternativet)


Klima

– Vi skal væk fra fossile brændstoffer og have meget mere vedvarende energi. På Bornholm skal vi arbejde for at få mest muligt ud af den kommende energi-ø.

Arbejdsmarked

– Vi ønsker en fire dages arbejdsuge. I Danmark er det en snak mellem arbejdsmarkedets parter, men vi vil godt sætte til debat, om vi kan få et liv, der er mere i balance og med mere fleksibilitet med en fire dages arbejdsuge.

Landbrug

– Vi skal omstille landbruget, men vi skal gøre det uden at afvikle det. Vi skal finde ud af, hvordan landbruget bedst kommer fra animalsk til vegetabilsk produktion.

Udlændinge

– Vi skal have en human udlændingepolitik, og vi synes, at man for længe har tænkt på og talt om et A-hold og et B-hold. Vi skal tale med hinanden i stedet for om hinanden.

Forvaltningsdomstol

– Med en forvaltningsdomstol vil vi sikre folk mod at blive klemt i et system, der tit tænker mere på sig selv end på borgerne. Det handler om at sikre folk, der kommer i klemme i systemet.