Det betyder, at Bornholm nu bliver endnu en møbelforretning fattigere, men den udvikling overrasker ikke den administrerende direktør.
– Hvis du kigger tilbage i tiden, så kom der måske lidt for mange møbelhuse i forhold til, hvad det bornholmske marked kunne bære, så omsætningen har ikke rigtig været der til to-tre møbelhuse på Bornholm. I dag kan man jo også bestille en sofa på nettet, du kan gå i Jysk. Når man tager alle de ting i betragtning, så er det blevet sværere at drive møbelhus. Det må vi bare erkende, fortæller Daniel Barslund.
Nedlukningen kommer til at gøre seks medarbejdere arbejdsløse. Der er dog stadig et halvt år at løbe i, og der er derfor god tid til at lede efter et nyt job for de berørte medarbejdere.
– Og vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem videre, både internt i koncernen eller gennem netværk. Det er klart, at det handler om, hvad de selv er interesserede i, men det er i hvert fald gode folk, som vi vil gøre alt for at hjælpe videre på den bedst mulige måde, understreger direktøren.
I det kommende halve år, skal der nu lukkes ned, ligesom Kop og Kande skal rykke ud af bygningen. Derfor er der fortsat god brug for de medarbejdere, der er i processen.