Minkene har etableret sig på Bornholm

Minkbanden fanger mink som aldrig før. Ifølge minkforsker kan det betyde, at det pelsede dyr trives på Bornholm.

Noget tyder på, at minkene trives på Bornholm.

Minkbanden har i hvert fald endnu en gang haft en travl sommer, der formentlig vil slå rekord igen.

Naturstyrelsen Bornholm forstår ikke hvorfor, når der nu sidste år blev fanget rekordmange. Tidende har derfor ringet til seniorforsker Steen Henrik Møller fra Aarhus Universitet. Han har mere end 35 års erfaring med at forske i mink i fangenskab. Og det er netop fra fangenskab, at minkene har fundet sin vej ud i naturen.

– De er enten sluppet ud eller blevet lukket ud, siger Steen Henrik Møller.

Aalborg Universitet undersøgte for nogle år tilbage, hvor mange af minkene i naturen, der var født på en minkfarm.

– En pæn andel af dem, man fangede, var typisk fra en farm, og det burde indikere, at der blev færre, når der ikke var farme længere.

– Men det her tyder så på, at de har etableret sig og klarer sig fornuftigt, siger Steen Henrik Møller om det voksende antal fangede mink.

Han tilføjer dog, at det ikke er så mystisk, at antallet af dræbte mink vokser hen over sommeren, som også Minkbanden på Bornholm har oplevet.

– Det er heller ikke mærkeligt, at det er lige nu, at man fanger rigtig mange. Det er nu, at hvalpene er blevet så store, at de skal ud og finde deres eget territorie, og så vil de gå i fælder, når de kommer nye steder hen.

Øens gode leveforhold

Steen Henrik Møller mener, at der er to mulige forklaringer på, at Minkbanden oplever en stigning af fangster.

– Enten er der flere, eller også er man blevet bedre til at fange dem.

Hvis der er kommet flere, så skyldes det, at deres leveforhold på øen er gode, og at de derfor trives. Det kan blandt andet skyldes, at der ikke er nogen naturlige fjender på Bornholm, da der hverken er ræve eller grævling på øen.

– Det kan også være, at der ikke er så koldt om vinteren, fordi der er vand hele vejen rundt. Man kan sige, at flaskehalsen for mink, det er at overleve vinteren.

Netop fjenderne, i form af andre rovdyr, betyder, at minkene i resten af Danmark formentlig vil blive færre eller forsvinde af sig selv. Men fraværet af naturlige fjender er netop årsagen til, at Minkbanden er blevet til. På Bornholm skal de nemlig sørge for at regulere bestanden af det pelsede dyr.

En invasiv art

Minkbanden består af 24 frivillige, der opsætter fælder ved strande, havne eller langs åer. Det er nemlig ved vandkanten, de bedst kan lide at holde til, forklarer Steen Henrik Møller.

– De skal finde et sted, hvor der er føde nok om vinteren. Om vinteren er fiskene så langsomme, når vandet er koldt, at de bedre kan fange med. Derfor vil de gerne have et territorium langs et vandløb eller langs kysten. Der er gode muligheder på Bornholm.

Om sommeren lever de af æg, padder, mus og andre gnavere. Det er netop deres føde, der er årsagen til, at man vil regulere bestanden. Det pelsede dyr udgør nemlig en trussel for flere arter.

– Mink er jo det, man kalder en invasiv art, og er i EU blevet defineret som det for et halvt år siden. Den mink man har på farme kommer fra Nordamerika, så den hører ikke til i den danske natur. Den æder en masse mus og rotter. Det kan være fint nok. Men den æder også æg fra jordrugende fugle, padder og fisk. Den er meget opportunistisk, og den æder det, den kan fange. Nogle af de arter er nogle, som vi gerne vil have, forklarer Steen Henrik Møller.

'Det ville være dyreplageri'

Et af medlemmerne i Minkbanden, Enok Due Madsen, er kommet med sin egen teori på, hvorfor de oplever et stigende antal fangster. På sin færden efter den invasive art har han nemlig oplevet, at kuldene er blevet større. Han har oplevet, at der kan være mellem syv og ni hvalpe ved en tæve.

Og det er ikke urealistisk, siger Steen Henrik Møller.

– I praksis på farmene fik de i gennemsnit 5,5 hvalpe, men det både med dem, der ikke får hvalpe, og dem der får. Det højeste, jeg har hørt, er 23 hvalpe. Det har jeg ikke selv set, men de kan få mange. Men de har typisk otte, ni eller ti dievorter. Det er ikke ligesom hos grise, at hver hvalp har en fast dievorte, men minktæverne har begrænset mælkeproduktionskapacitet, så det er svært at opfostre mere end syv til otte stykker. I naturen er gennemsnittet normalt nede på tre til fire, men det er med en stor variation. Så hvis der er rigtig meget mad kan der sikkert godt overleve et kuld på otte.

Leveforholdene er altså afgørende for, hvor stort et kuld tæverne kan få. Det bedste tidspunkt at gå på jagt efter minkene er altså om vinteren og om foråret, inden tæverne får sine hvalpe sidst i april eller først i maj. For når først hvalpene er kommet til verden, så indstiller Minkbanden jagten, lyder det fra minkfangeren Enok Due Madsen.

– Vi lukker fælderne cirka 1. april, fordi der skal tæverne have hvalpe. Og selvom det er nogle bæster, så vil vi ikke fange tæven, hvis hun har små hvalpe hjemme i huset.

– Det ville være dyreplageri at slå moren ihjel, hvis hun har små hvalpe derhjemme. Det vil vi ikke. Uanset at det er nogle bæster, så er det nogle levende dyr, der skal behandles ordentligt, siger han.