Historien får ny hjemmebane

Historien får ny hjemmebane
LEDER | DEBAT | 17. SEP • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 17. SEP • 05:30

Det nye museum kan blive en gevinst for hele Bornholm, selv om Rønne mister en stor og vigtig attraktion.

Godt for Nexø. Mindre godt for Rønne. Rigtig godt for Bornholm og vores fælles kulturarv.

Bornholms Museum smed en lille bombe i går, da det kom frem, at museet i fremtiden skal ligge i Nexø.

Siden kollapset på Helligdommen, hvor de storstilede byggeplaner om en sammenlægning med kunstmuseet faldt i grus, har det kulturhistoriske museum levet en tilværelse i uvished, men med 118 millioner kroner i ryggen er der nu styr på fremtiden.

Den ligger altså i Nexø, hvor en kabale går op og disker op med et stort, moderne domicil med plads til blandt andet arkæologiske fund, interaktive familieuniverser og et gratis velkomstrum – det fra helligdomsplanerne overlevende Museum+.

Nordea-fonden, A.P. Møllers fond og Augustinus Fonden er sammen med lokale kræfter de stærke hænder, der bærer den her nye vision, og det er meget vigtigt for vores museumsverden, at vi giver vores kulturarv nogle tidssvarende rammer.

Det får de i Nexø, mens Rønne må notere et tab. Museets placering i Sankt Mortens Gade har i generationer været en del af byens puls, og det vækker følelser i Rønne, at Bornholms Museum ikke længere skal være placeret i Bornholms største by. Selvfølgelig.

Men vi skal huske, at Bornholms kulturarv hverken tilhører Rønne eller Nexø. Den tilhører os alle, og nu får den altså en ny hjemmebane, som kommer til at blive et nyt og spændende omdrejningspunkt i Nexø.

I det større perspektiv kan vi alle – uanset hvor på øen vi bor – glæde os over afklaringen for museet, og over, at en gammel filetfabrik skal være med til at formidle vores historie til glæde og inspiration for både nutid og fremtid.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT