Bande dræber mink som aldrig før: 'Det er lidt mærkeligt'

Bande dræber mink som aldrig før: 'Det er lidt mærkeligt'
Minkbanden består af 24 frivillige, der har fælder rundt omkring på Bornholm. Foto: Minkbanden
NATUR | Mandag 15. september 2025 • 19:00
Frida Flinch
Journalist
NATUR | Mandag 15. september 2025 • 19:00

Minkbanden har fanget flere mink end nogensinde før. Det er "virkelig bekymrende", hvis udviklingen fortsætter, siger Rasmus Munch Marcher fra Naturstyrelsen.

Minkbanden har været i fuld sving hen over sommeren.

For selvom Minkbanden sidste år fangede de pelsede dyr som aldrig før, så er antallet af fangster steget igen i år.

– De fanger rigtig mange mink, som i virkelig mange, siger Rasmus Munch Marcher, der er skovfoged og vildtkonsulent i Naturstyrelsen Bornholm.

Han kender endnu ikke det præcise tal, da styrelsen først får en opgørelse ved årsskiftet. Men han kan allerede vurdere, at antallet er steget ud fra mængden af indleverede mink fra minkbanden.

– Der kom flere hundrede i løbet af sommerferien. Nu kommer der måske fem til seks om ugen, siger Rasmus Munch Marcher, der tilføjer, at antallet var væsentlig lavere sidste år.

Og det er ikke kun fra antallet af henvendelser, at stigningen i fangster bliver tydelig. Han kan også se det på antallet af mink, der træder ind i fælderne på statens arealer.

– Jeg tror, at vi fangede syv mink på statens arealer sidste år. I år er vi på 30 mink.

Hvordan kan det være?

– Jeg forstår det ikke, fordi vi havde rekordfangst sidste år, så man skulle tro, at det blev lidt mindre i år, men det er det ikke.

'Det er lidt mærkeligt'

Udviklingen undrer Rasmus Munch Marcher, netop fordi at Minkbanden sidste år tog et ordentligt hug i minkbestanden. I 2024 fangede Minkbanden 258 mink, og det var en fordobling sammenlignet med 2023, hvor der blev fanget 125 mink. Nu ligner det altså, at endnu en rekord bliver slået.

– Det er lidt mærkeligt. Hvis vi ser samme udvikling næste år, så er jeg virkelig bekymret, fordi så sker der et eller andet, som vi ikke har kontrol over, og som i mit hoved ikke giver mening.

Rasmus Munch Marcher har ikke et bud på, hvorfor antallet er steget, men det vil han forsøge at blive klogere på ved at tale med nogle eksperter på området.

– Bornholm er et fantastisk habitat for dem, og de har ingen naturlige fjender. Om det er, fordi tæverne har bedre vilkår, så de sætter flere hvalpe til verden, ved jeg ikke.

Minkbanden er til for at bekæmpe mængden af vilde mink på Bornholm. I resten af landet vil minken uddø på grund af naturlige fjender, men det kommer arten ikke til på Bornholm.


To af medlemmerne i minkbanden har haft en travl sommer, hvor fælderne er klappet flere gange end normalt. Foto: Jakob Marschner

Flokke på syv til ni

Netop den teori, tror minkfanger Enok Due Madsen, der er en del af minkbanden, mest på. Han understreger, at teorien står for egen regning, men det er i hvert fald det, han oplever, når han ser minkene i det fri.

– Det kunne tyde på, at de tæver, der er nu, har fået rigtig mange hvalpe af en eller anden uforklarlig grund.

– Vi ser typisk flokke på syv til ni stykker, der løber sammen, og det er jo typisk en tæve med sine hvalpe, hvor de vel normalt får tre til fire hvalpe, siger han og understreger, at han ikke ved, om det er korrekt.

Men uanset årsagen har udviklingen overrasket banden.

– Vi har aldrig set noget lignende.

– Sidste år fangede vi dobbelt så mange, som vi gjorde de foregående år. Vi havde regnet med, at i år skulle antallet rigtig langt ned, fordi vi fangede så mange sidste år, men det har været lige modsat.

Indtil videre har Enok Due Madsen fanget 20 mink, hvor den seneste var i fredags. Til sammenligning fangede han i alt 14 mink sidste år.

– Jeg ved, at nogle af de andre også har fanget rigtig mange i år, siger han.

Det er særligt ved havnene, langs klippekysterne og lang bække og åer, der fanges flest mink.

En fordobling

En anden, der også er med til at fange de uønskede mink, er Jørn Bjerrum Hansen. Han har samme konstatering som Rasmus Munch Marcher og Enok Due Madsen, nemlig at der er blevet fanget endnu flere denne sommer.

– Der har bare været fuld knald på. Jeg har taget ni mink i år.

Til sammenligning havde han fanget fire eller fem mink sidste år.

– Så det er en fordobling, siger Jørn Bjerrum Hansen.

Han bor i Grisby lige ned til vandet, hvor han har fælder stående i sivene, og derudover har han også nogle fælder på havnen. Jørn Bjerrum Hansens smækfælder slår minkene ihjel, når de stikker hovedet ind i buret.

– Det er bare en kæmpe rottefælde. Stikker du hånden ind, så knuser den håndleddet.

Enok Due Madsens fælder er en smule anderledes. Her bliver minkene ikke slået ihjel, men i stedet holdt fanget. Han har én fælde stående ved sig selv i Østerlars, og resten er placeret ved klippekysten og havne, hvor han har en aftale med en lokale.

– De kigger hver morgen til fælden, om der skulle være noget i den. De bliver fanget levende i de fælder, som jeg bruger mest, og der skal de jo aflives hurtigst muligt. De skal ikke stå der for længe, siger han.

Hærværk på fælder

Det er et stort stykke arbejde, som Minkbanden laver, lyder det fra Rasmus Munch Marcher. Derfor er Naturstyrelsen Bornholm også ærgerlige over, når de får henvendelser om, at der er blevet begået hærværk på nogle af de fælder, som Minkbanden har sat op.

– Det er virkelig ærgerligt, når nu de frivillige bruger tid på at sætte fælder, og vi som samfund bruger penge på fælder og alarmer, siger han.

Minkbanden består af 24 medlemmer rundt på Bornholm. Udover at sætte fælder op, kan de også blive kaldt ud til steder, hvor borgere har gjort styrelsen opmærksomme på vilde mink.

Når minkene er fanget og dræbt, ender de i en fryser hos Naturstyrelsen, og når den er fyldt, så bliver de dræbte mink sendt til Patologisk Institut for at undersøge, om der er nogle vildtsygdomme.

– Vi får så mange mink ind, at det er et godt datagrundlag at undersøge, siger Rasmus Munch Marcher.

Hvor mange mink, der er i en fryser, før den sendes til instituttet, ved han ikke, men indtil videre er der blevet sendt to paller afsted, en i foråret og en mandag morgen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT