– Jeg tror, de er for kloge til at gøre det, for vælgerne kan jo godt huske, at fru Persson var borgmesterkandidat for et andet parti sidste gang. Det ville give et forvirret billede for vælgerne. De har også nogle andre siddende i gruppen i dag, men umiddelbart er det jo ikke nogen, som i det sidste stykke tid har vist, at de har borgmesterpotentiale.
– De skal i stedet ud og finde en, som i almindelig omdømme er en fornuftig, respekteret borger, og det sætter dem jo i samme situation som ved det seneste kommunalvalg, hvor de jo stillede op med en, som ikke har været i kommunalpolitik overhovedet.
Bananas hvis Trøst havde gået af
De to politiske kommentatorer mener begge, at det er en fordel for de konservative, at Jacob Trøst har valgt at blive på borgmesterposten perioden ud, selvom han ikke genopstiller.
Godt nok ville det have været bedst, hvis en anden fra partiet kunne have overtaget opgaven, ligesom Thomas Thors gjorde det, da Winni Grosbøll trak sig som borgmester midt i en valgperiode. For så kunne personen være blevet kørt i stilling til valget. Men forskellen er bare, at det langt fra havde været givet, at en ny borgmester ville blive fra Det Konservative Folkeparti, hvis Trøst var gået allerede nu.
– Det er en fordel for de konservative, at han bliver. For hvis borgmesteren havde gået af, skulle der laves en ny konstituering, og det kunne være gået fuldstændig bananas. For hvor ligger flertallet i dag? siger Leif Olsen.
– Konservative ville have været nødt til at stille Linda Kofoed Persson op, men hun ville ikke blive valgt, og det ville ikke være godt at få et nederlag knapt et år før kommunalvalget. Derfor er det både for konservatives og Bornholms skyld en fornuftig beslutning, som Trøst har taget. Og det passer også fint med det public image, han har: "Jeg har en pligt, og den udfører jeg". Han er ikke en, som stikker af midt i det hele.
Knud Andersen anskuer situationen på samme måde.
– Som verden ser ud nu, havde det været svært at forestille sig, at en fra de konservative ville kunne sætte sig i borgmesterstolen, hvis Trøst havde stoppet, siger Knud Andersen, som mener, at det peger på, at Trøsts afløser netop skal komme udefra.
– At han vælger at blive perioden ud, det kunne tyde på at konservative ikke mener, de har afløseren siddende i gruppen. Ud fra den betragtning er det det fornuftigste at gøre for konservative. For hvis man forestillede sig en fra et andet parti skulle afløse ham, så ville det give det parti mulighed for at hente nogle borgmesterstemmer.