Fremtiden er uvis

Fremtiden er uvis
Foto: Marine Gastineau & Foto: Torben Ager - www.photopassion.dk
POLITIK | Onsdag 20. november 2024 • 19:00
POLITIK | Onsdag 20. november 2024 • 19:00

En blanding af ærgrelse og respekt fylder de konservative gruppemedlemmer, som tirsdag fik overbragt nyheden om, at Jacob Trøst ikke genopstiller ved næste års valg. Flere i gruppen er stadig ikke afklaret om deres egen fremtid i politik. 

To ting går igen, når de tre konservative lokalpolitikere, Iben Busch, Torben Kofod Ager og Mark Palmquist, skal sætte ord på Jacob Trøsts beslutning om ikke at genopstille ved næste års kommunalvalg; Ærgrelse og respekt.

– Jeg er da enormt ked af, at Jacob har valgt at træffe den beslutning, men jeg forstår ham samtidig godt og har respekt for beslutningen, siger Iben Busch, der følges op af partifællerne:

Mark Palmquist: – Jeg har utrolig stor respekt for, at han faktisk tør tage beslutningen. Vi kan alle sammen gå og have tanker om det ene eller andet, men der kan jo nogle gange være rigtig langt fra tanke til handling. Så det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg kan godt forstå ham.

Torben Kofod Ager: – Det er altid ærgerligt, når folk ikke har lyst til at stille op igen, men jeg har stor respekt for, at han mærker sig selv og melder ud, at det er sådan, landet er. Er han et sted i livet, hvor han skal noget andet, så er det, det han skal gøre.

Svær periode

Den konservative gruppe blev informeret af Jacob Trøst tirsdag aften, og det kom som en overraskelse for gruppen, der dog alle tre godt kan se, hvor beslutningen kommer fra.

Iben Busch: – Der er ikke nogen tvivl om, at det har været en svær periode, og Jacob har jo også for nylig været nede at vende med stress. Jeg tænker, det er vigtigt, at man husker at passe godt på sig selv, og man skal jo også kunne se sig selv i det, hvis man ønsker at fortsætte fire år mere.

Mark Palmquist: – Han er et fantastisk menneske, og han ser det gode i alle mennesker. Det kan være lidt farligt i politik, og det har han så måske også fået et par rap over nallerne for på den eller anden måde.

Torben Kofod Ager: – At lave politik er noget, man skal have tid, overskud og ikke mindst lyst til. Men jeg ser frem til, at vi får et brag af et år, hvor vi skal fortsætte det gode samarbejde.

Hvem vil fortsætte?

I kølvandet på borgmesterens udmelding onsdag morgen, sprang en ny mindre bombe i den konservative gruppe, da gruppeformand, Linda Kofoed Persson, kunne fortælle, at hun endnu ikke er afklaret med, om hun genopstiller.

– Jeg er stadig ikke afklaret med, om jeg overhovedet genopstiller. For jeg synes, at den her valgperiode har været rigtig svær, lød det fra Linda Kofoed Persson, og det gav derfor heller ikke mening at snakke om hende som ny spidskandidat for partiet.

Og når man spørger Mark Palmquist og Iben Busch om valget, der nu er mindre end et år væk, er det heller ikke sikkert, at de vil være at finde på stemmesedlen.

Mark Palmquist: – Jeg har ikke besluttet det endnu, og Jacobs beslutning har egentlig ikke ændret på noget. Jeg har ikke været 100 procent afklaret med, om jeg stiller op eller ej. Jeg har to virksomheder, som jeg skal styre, og jeg kan se en forøgelse i vores aktiviteter, så det er baggrunden for, at jeg ikke er afklaret endnu.

Iben Busch: – Jeg har da selvfølgelig gået og spekuleret over min egen fremtid i politik i et stykke tid. Der er jo stadig lidt tid til, at vi skal melde ind til vores vælgerforening, hvorvidt vi vil genopstille, så det tager jeg til den tid.

Billedet ser anderledes ud hos Torben Kofod Ager, der dog heller ikke er 100 procent afklaret endnu, forklarer han.

– Men jeg er slet ikke færdig i politik, og jeg har slet ikke nået det, jeg gerne vil, så jeg har stadig mod på at give den en skalle. Det er benhårdt og tidskrævende, men det er vigtigt, og jeg synes stadig, det er en fornøjelse, selvom det er hårdt. Hvis vores vælgerforening gerne ville have, jeg stiller op og spurgte mig i dag, ville jeg sige tak for tilliden og ja tak, siger Torben Kofod Ager.

Ny spidskandidat

Fælles for de tre konservative politikere er, at spørgsmålet om ny spidskandidat for partiet kommer en postgang eller tre for tidligt.

Torben Kofod Ager: – Det har jeg overhovedet ikke gjort mig tanker om. Der bliver sat gang i en proces, og dem, der skulle have lyst til at være spidskandidat, melder sig jo nok på banen.

Iben Busch: – Det er noget, vores vælgerforening kører, og det er også dem, der opstiller de kandidater, som har lyst til at engagere sig i politik. Nu skal nyheden om Jacob lige have lov til at bundfælde sig, og det er en ny situation for os alle sammen. Jeg tror ikke, vi behøver at have så travlt lige nu.

Mark Palmquist: – Jeg har ikke gjort mig så mange tanker endnu. Men forberedelserne frem mod næste valg er sådan set allerede gået i gang. Og så vil jeg også sige, uden at det skal lyde forkert, men vi har lige arbejdet i to måneder uden Jacob. Det var også en helt ny situation for resten af gruppen, hvor vi har bevist, at vi kan arbejde sammen. Nogle gange går kæden i stykker, men man skal huske at samle den med nye stærke led.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT